Skrevet af Kjeld Bruun-Jensen, akupunktør, læge, phd.
Ætiologi, konstitution og Jing i TCM
Intro
Ætiologi
Den dybe årsag til sygdommen kaldes også for ætiologien. Når vi skal afdække ætiologien, så sker det typisk ved samtale med patienten. Men inden denne samtale går i dybden, er det en fordel, at klarlægge den ubalance som patienten døjer med. At have en indledende idé om ubalancen, kan guide den måde man udspørger patienten på. Denne tilgang gælder især, når vi har med dybere ubalancer at gøre, der knytter sig til de indre organer.
Du husker måske, at vi kan opdele sygdomme i ydre sygdomme, som i højere grad har Yang karakter, og i indre sygdomme, der i højere grad har Yin karakter. De indre sygdomme er mere alvorlige og forbinder sig ofte til de vigtige Zang organer. De ydre eller eksteriore sygdomme nøjes ofte med at knytte sig til muskler, sener, led og meridianer.
Ætiologi = sygdomsårsag.
Sygdomme kan deles i ydre sygdomme og indre sygdomme: Indre sygdomme har typisk en mere kompleks ætiologi.
Historik, konstitution og ætiologi
Personer med en stærk konstitution tåler mere end personer med en svag konstitution. Hvor personen med den stærke konstitution kan klare at arbejde hårdere, kan spise forkert igennem længere tid, og måske endda også klare et større mentalt pres, ja så vil personen med den svækkede konstitution meget tidligere blive ramt af en ubalance. Vi skal derfor, hver gang vi møder en ny patient, danne os et billede af dennes konstitution. Ved at gøre dette, kan vi nemmere forstå, hvad der har ført til ubalancen.
I kinesisk medicin afhænger konstitutionen bl.a. af Jing. Jing er et produkt af den energi, forældrene har givet videre til barnet. Derfor vil man i kinesisk medicin, når man taler om sygdomsårsager, også interessere sig for det ophav patienten har, inklusive den fostertilværelse patienten har haft.
Det er muligt at kompensere for en svag medfødt Jing (Før-Himmelsk Qi) ved at leve et liv, hvor man plejer og passer sin erhvervede Jing (Efter-Himmelsk Qi). Udover at leve et fornuftigt og sundt liv, findes der i kinesisk medicin metoder, som styrker og plejer konstitutionen.
Bevæge- og åndedrætsøvelser med afsæt i Qi Gong og Tai Chi kan således pleje og styrke den erhvervede Qi, for på den måde at løfte den samlede konstitution. Så ved komplekse ubalancemønstre, som indebærer alvorligt og dybt underskud knyttet til medfødt Jing, skal man gøre følgende:
- Afklare om patienten har en svag medfødt Jing
- Give akupunktur, der støtter medfødt Jing ved at styrke erhvervet Jing
- Planlægge og motivere livsstilsændringer og aktive øvelser, der styrker den erhvervede Jing, og dermed kompenserer for den svage medfødte Jing
Når vi møder en ny patient, skal vi danne os et billede af dennes konstitution. Konstitutionen afhænger især af medfødt Jing.
Jing opdeles i en medfødt og erhvervet type.
Ved at styrke erhvervet Jing, skånes og aflastes medfødt Jing.
Ofte stillede spørgsmål om ætiologi, konstitution og Jing i TCM
Hvad betyder ætiologi i kinesisk medicin?
Ætiologi betyder sygdomsårsag – altså den dybe årsag til sygdommen. Ætiologien afdækkes typisk gennem samtale med patienten, men det er en fordel først at klarlægge patientens ubalance, da det kan guide måden man udspørger patienten på.
Hvad er forskellen på ydre og indre sygdomme?
Ydre sygdomme har i højere grad Yang karakter og knytter sig typisk til muskler, sener, led og meridianer. Indre sygdomme har i højere grad Yin karakter, er mere alvorlige, og forbinder sig ofte til de vigtige Zang organer. Indre sygdomme har derfor typisk også en mere kompleks ætiologi.
Hvorfor er det vigtigt at kende patientens konstitution?
Personer med en stærk konstitution tåler mere belastning end personer med en svag konstitution, før de rammes af en ubalance. Ved at danne sig et billede af patientens konstitution, kan man nemmere forstå, hvad der har ført til den aktuelle ubalance.
Hvad er forskellen på medfødt og erhvervet Jing?
Medfødt Jing (Før-Himmelsk Qi) er den energi, forældrene har givet videre til barnet, og afhænger bl.a. af forældrenes ophav og fostertilværelsen. Erhvervet Jing (Efter-Himmelsk Qi) opbygges gennem et fornuftigt og sundt liv. En svag medfødt Jing kan til dels kompenseres ved at pleje og styrke den erhvervede Jing.
Hvordan kan man styrke en svag medfødt Jing?
Ved dybe ubalancemønstre med alvorligt underskud af medfødt Jing, bør man først afklare om patienten har en svag medfødt Jing, dernæst give akupunktur der styrker den erhvervede Jing, og til sidst planlægge livsstilsændringer og aktive øvelser – fx Qi Gong og Tai Chi – der styrker den erhvervede Jing og dermed kompenserer for den svage medfødte Jing.
