Afspritning af huden

Afspritning af huden ved akupunktur

Skrevet af Kjeld Bruun-Jensen, akupunktør, læge, phd.

消毒

Kort fortalt: Patientens hud bør desinficeres inden indstik. Der stilles skærpede krav ved ledlnære indstik og indstik i ørebrusken, hvor immunresponset er stærkt reduceret.

Patientens hud bør desinficeres inden indstik. Der anvendes sprit swab, sprit på vat eller lignende. En alround swab indeholder 70 % isopropylalkohol. Der kan opgraderes til swabs med 85 % ethanol + 0,5 % klorhexidin ved ledlnære indstik og indstik i ørebrusken. Swabben føres henover indstiksstedet i én bevægelse. Desinfektionsmidlet skal tørre, før huden perforeres. Når man skal være særligt omhyggelig ved øreakupunktur, er det fordi ørebrusken er uden gennemblødning, hvorfor det immunrespons, der normalt beskytter mod infektion, er stærkt reduceret.

Ved indstik ledlnært, skal man undgå, at nålen perforerer ledhulen. Kommer der bakterier i ledvæsken, har immunresponset ligeledes problemer med at opsøge og fagocytere bakterierne. Det samme gælder, hvis nålen perforerer spinalkanalen (rygmarven), og der kommer bakterier i spinalvæsken, hvilket kan være farligt.

Afspritning af huden ved akupunktur

Figur. Ved ledlnær akupunktur skal du være ekstra opmærksom på din hygiejne. Perforerer du ledhulen med en forurenet nål, kan det føre til en infektion i ledhulen, der er vanskelig at behandle. Stik desuden aldrig i en led-region postoperativt, og heller ikke ledlnært, hvis der er en infektion/inflammation i området.

Vær opmærksom på situationer, hvor du kan flytte infektiøst materiale fra et væv til et andet. Stikker du ind i, eller igennem, et område med infektion eller bakterieflora, kan du sprede denne.

Ørebrusken og de større led er særligt følsomme for infektion, fordi immunresponset der er svækket eller fraværende.

消毒 (Xiāodú – desinfektion)

Spørgsmål om afspritning af huden ved akupunktur

Hvilket desinfektionsmiddel bruges typisk til huden?

En alround swab med 70 % isopropylalkohol. Ved ledlnære indstik og indstik i ørebrusken kan man opgradere til swabs med 85 % ethanol + 0,5 % klorhexidin.


Hvorfor er ørebrusken særligt følsom for infektion?

Fordi ørebrusken er uden gennemblødning, hvilket gør, at immunresponset, der normalt bekæmper infektion, er stærkt reduceret der.


Hvorfor skal man undgå at nålen perforerer en ledhule eller spinalkanalen?

Fordi immunresponset har svært ved at opsøge og bekæmpe bakterier i ledvæske eller spinalvæske, hvis nålen fører bakterier med derind.