Jing Qi (Medfødt Qi)

Jing Qi (Medfødt Qi)

Skrevet af Kjeld Bruun-Jensen, akupunktør, læge, phd.

精氣

Kort fortalt: Jing er den kinesiske medicins svar på det, vi i vestlig medicin kalder arveanlæg eller DNA. Jing dannes ved befrugtningen, når “Himmelsk Vand” (sæd og æg) fra far og mor smelter sammen, og er ekstremt Yin og meget koncentreret.

Som nævnt tidligere, udstyres vi fra fødslen med en medfødt Qi. Denne specifikke Qi form benævnes Jing. Jing har så central en betydning for kroppens funktion i kinesisk medicin, at den også anses for at være en af de Vitale Substanser. Jing dannes i forbindelse med befrugtningen. Dannelsen sker når det Himmelske Vand (Tian Gui) fra mand og kvinde smelter sammen. Himmelsk Vand i kinesisk medicin, er altså sæd og æg, og når de to smelter sammen dannes Jing.

I kinesisk medicin vil man sige, at der med afsæt i fars og mors Jing skabes en konstitution, et grundlæggende energiniveau, i det nye menneske. Denne Jing, eller medfødte Qi, lagres mellem nyrerne, og den er meget Yin i sin grundkarakter.

Jing er ekstremt Yin, idet den er meget substantiel og koncentreret, hvorfor nogle også kalder den for essensen. For at denne essens eller Jing kan komme ud at arbejde, skal den kunne løsnes fra sin substantielle og kolde Yin-karakter. Jing kan således ikke gøre gavn med mindre den løsnes og dermed gøres mere Yang i sin grundtone.

Denne frigørelse af Jing kan ske i Nyrerne ved hjælp af den størrelse, man kalder Mingmen – en meget Yang størrelse, som vil blive beskrevet i næste afsnit.

Jing er således den kinesiske medicins svar på, det vi i vestlig medicin kalder arveanlæg eller DNA. Et nyt menneskes arvemasse skabes jo ud fra 50 % arvemasse fra manden og 50 % arvemasse fra kvinden. Derved opstår en ny kombination af DNA, med afsæt i far og mors gener.

De Vitale substanser er:
– Jing
– Qi
– Shen
– Mingmen
– Xue
– Jin-Ye

精氣 (Jīng qì – essens-Qi)

Jing Qi (medfødt qi)

Hvad er Jing?

Den medfødte Qi, som dannes ved befrugtningen og som er den kinesiske medicins svar på arveanlæg eller DNA.


Hvor lagres Jing i kroppen?

Mellem nyrerne.


Hvorfor skal Jing løsnes af Mingmen, før den kan gøre gavn?

Fordi Jing er ekstremt Yin, substantiel og koncentreret – den skal gøres mere Yang, før den kan komme “ud at arbejde”.