Kost og sygdom i kinesisk medicin
Kost og sygdom i kinesisk medicin
Når talen falder på årsager til sygdom, er kosten en af de allervigtigste faktorer. Det er man enige om, både i traditionel kinesisk medicin og i vestlig medicin. Men der er stor forskel på moderne ernæring og på kosten i det gamle Kina. En stor del af de kostrelaterede sygdomme i det gamle Kina var oplagt forbundet til underernæring, eller mangelfuld ernæring. Knaphed, fattigdom, fejlslagen høst osv. har i lange perioder været en udfordring i den kinesiske historie.
I dag står vi med et helt anderledes problem, hvor vi udvikler kostrelaterede sygdomme midt i en overflod af raffineret, farvet, konserveret, industrielt forarbejdet og på mange måder underlødig kost. Kvaliteten af vores fødevarer er, af komplekse årsager, dalende. Fødevarerne er kemisk forarbejdede og kan indeholde rester af fx antibiotika, hormoner og pesticider. Disse faktorer er selvsagt ikke tænkt ind i TCMs teorier omkring kost. Den store udbredelse af økologi, som vi ser i tiden, er dog med til at trække i den anden retning.
Vestlig ernæringslære har et stort fokus på kvantitative størrelser som kalorieindtag, fordelingen af kulhydrat, fedt og protein, samt indhold af vitaminer, mineraler og sporstoffer. I modsætning hertil, er TCMs ernæringslære i højere grad fokuseret på kvalitative egenskaber knyttet til fødevarerne, såsom energetiske kvaliteter.
I det gamle Kina opstod kostrelaterede sygdomme ofte pga. underernæring.
Der er en stigende bevidsthed om, at ultraforarbejdede fødevarer udgør en risiko for vores sundhed.
TCMs ernæringslære har ikke fokus på konkrete indholdsstoffer, men fokuserer i stedet på kostens kvalitative og energetiske egenskaber.
Eksempler på kost og sygdom i kinesisk medicin
Hvor klassisk kinesisk ernæringslære anbefaler banan, fordi det er godt for tarmen, så spiser man banan, iflg. vestlig diætetik, på grund af indholdet af bestemte mineraler, som fx. kalium. Kinesiske kostprincipper anskuer fødevarer som en helhed, hvor vestlig ernæringslære analyserer fødevarens indhold af næringsstoffer. Vestlig ernæringslære arbejder i stort omfang med generelle anbefalinger. TCMs ernæringslære har i stedet et fokus på det enkelte individs ubalance, og den føde der kan genoprette balancen.
Hvor man jævnfør klassisk kinesisk ernæringslære spiser banan for at smøre tyktarmen, så spiser man banan i vestlig diætetik for at få mere kalium. Kost og sygdom i kinesisk medicin bygger på mere holistiske principper.
De forskellige fødevarer har ifølge TCM forskellige virkningsprofiler. Disse virkninger knytter sig til fødevarernes kvalitet i forhold til ubalance mønsteret. På den måde anvendes fødevarerne som en slags medicin i den klassisk kinesiske ernæringslære. Det er således ikke den store forskel på, hvorledes fødevarer og medicinske urter anvendes i behandlingsøjemed. Dog findes en grundsætning i TCM som siger følgende:
Lægen skal først klarlægge årsagen til sygdommen, og i den forbindelse afklare hvilket ubalancemønster, det handler om.
For at genoprette balancen, skal der først og fremmest iværksættes en passende diæt.
Først derefter, hvis diæten ikke er tilstrækkelig, skal medicinske urter anvendes.
Med til den komplette afklaring af sygdommens årsag hører således en undersøgelse af patientens spisevaner. Når terapeuten rådgiver patienten om kost, er ubalancemønsteret det centrale omdrejningspunkt.
Når man arbejder med kost og sygdom i kinesisk medicin er en analyse af spisevanerne vigtig. Den kan tage afsæt i følgende principper:
- Madens kvalitet
- Rammen omkring måltidet
- Kropstype
- Mangelfuld ernæring
- Overspisning og madstagnation
- Fødens energetiske egenskaber
- Fede fødevarer
- Årstidens indflydelse
- Smags kvaliteter
- Fødens farver
Fødevarer indgår aktivt i TCMs behandling af sygdom.
Når ubalancens mønster er klarlagt, består TCMs klassiske behandlingsplan af diæt, urter og akupunktur.
Ved dybe, kroniske og dermed mere alvorlige ubalancemønstre, indgår typisk en analyse af patientens spisevaner.
Ofte stillede spørgsmål om kost i kinesisk medicin
Hvordan adskiller TCMs kostlære sig fra vestlig ernæringslære?
Vestlig ernæringslære fokuserer primært på kvantitative størrelser som kalorier, makronæringsstoffer, vitaminer og mineraler. TCMs ernæringslære arbejder derimod med kvalitative og energetiske egenskaber ved fødevarerne, og fokuserer på det enkelte individs ubalance frem for generelle anbefalinger.
Hvorfor anbefaler kinesisk medicin banan, og er det af samme grund som vestlig diætetik?
Nej. Klassisk kinesisk ernæringslære anbefaler banan, fordi den anses for at være god for tarmen, ud fra et helhedsperspektiv på fødevaren. Vestlig diætetik anbefaler banan på grund af det konkrete indhold af mineraler, som fx kalium. De to systemer når altså frem til samme anbefaling, men ud fra forskellige begrundelser.
Skal man vælge diæt eller medicinske urter først i TCM-behandling?
Ifølge en grundsætning i TCM skal lægen først klarlægge årsagen til sygdommen og afklare ubalancemønsteret. Herefter iværksættes først og fremmest en passende diæt. Kun hvis diæten ikke er tilstrækkelig, tages medicinske urter i brug.
Hvilke principper indgår i analysen af en patients spisevaner?
Analysen kan tage afsæt i ti principper: madens kvalitet, rammen omkring måltidet, kropstype, mangelfuld ernæring, overspisning og madstagnation, fødens energetiske egenskaber, fede fødevarer, årstidens indflydelse, smagskvaliteter og fødens farver.