Qi forsvarer os mod sygdom

Qi forsvarer os mod sygdom

Skrevet af Kjeld Bruun-Jensen, akupunktør, læge, phd.

衛氣

Kort fortalt: Qi har også til opgave at beskytte kroppen, så Qi forsvarer os mod sygdom. Det yderste lag i kroppen kaldes Cou Li, og her cirkulerer den såkaldte forsvars-Qi, Wei Qi, som fungerer som kroppens første forsvarsværk mod udefra kommende “ond” eller patogen Qi (Xie Qi).

Så Qi forsvarer os mod sygdom og beskytter kroppen. Qi cirkulerer i den forbindelse især i de yderste lag af vores krop. Man skal altså have en stærk Qi, og en Qi, der er i god bevægelse, for at man kan forsvare sig imod sygdom.

Det ydre lag i kroppen kaldes i TCM for Cou Li, og det er beskrevet som rummet mellem hud og muskler. Det er her den såkaldte forsvars Qi benævnt Wei Qi cirkulerer. Den har til opgave at være “første forsvarsværk”, når kroppen angribes udefra. Man kan sammenligne Cou Li med det løse bindevæv i underhuden.

Så både i TCM og vestlig medicin er det yderste lag i kroppen – lige under huden – første forsvar mod skade og invasion udefra. I TCM består den yderste del af kroppens forsvar således af Wei Qi, som cirkulerer imellem musklerne og huden, men som også i mindre mængder er til stede i brystkasse og bughule. Wei Qi beskytter kroppen mod udefra kommende “ond” eller patogen Qi (Xie Qi).

I rummet mellem hud og muskler finder vi bl.a., det løse bindevæv i det lag, der kaldes underhuden. Det løse bindevæv indeholder flere forskellige celletyper, der iblandt celler knyttet til immunapparatet. Det drejer sig om mastceller, makrofager, plasmaceller og lymfocytter, der er på gennemrejse gennem bindevævet som led i forsvarssystemets overvågning. Det løse bindevæv kan via forsvarscellerne og andre mekanismer igangsætte den vævsreaktion, der kaldes betændelse (inflammation). En lang række skadelige påvirkninger er netop kendt for at kunne starte betændelsesprocessen op. Det kan være invasion af bakterier, forbrændinger, allergi og mekanisk skade.

Wei Qi varmer også huden, og sammen med den tynde kropsvæske (Jin) medvirker den også til at fugte huden. Det skal også nævnes, at Wei Qi kontrollerer svedproduktionen.

Wei Qi er især aktiv, når kroppen angribes af klimatiske faktorer som fx vind og kulde. I TCM finder man ikke viden om bakterier og virus, da teorien er udviklet før mikroskopets opfindelse. I stedet har man forstået infektionssygdommene som invasion af klimatiske faktorer. Så den grundlæggende ide om “at kroppen er den samme, men sproget et andet” gør sig også gældende her. Det understreges af, at TCM beskriver symptomer, der stemmer overens med vestlig medicin.

Qi forsvarer os mod sygdom

Figur. Qi forsvarer os mod sygdom. Når Wei Qi udfordres af udefra kommende “ond” eller patogen Qi, er symptomerne: Akut feber (panden føles varm) med mild aversion mod vind og kulde. Tendens til sved, dunkende hovedpine, tørst, ondt i halsen, hoste, irritabilitet, rastløshed og hurtig puls. Alt sammen symptomer, som vi kender det fra forkølelse, halsbetændelse eller influenza.

Udtale: Cou Li [kov li]

衛氣 (Wèi qì – forsvars-Qi)

Qi forsvarer os mod sygdom

Hvad kaldes det yderste lag i kroppen i TCM?

Cou Li – rummet mellem hud og muskler, som kan sammenlignes med det løse bindevæv i underhuden.


Hvilken Qi-form cirkulerer i Cou Li og forsvarer kroppen?

Wei Qi (forsvars-Qi).


Hvordan forklarer TCM infektionssygdomme, når teorien er udviklet før mikroskopets opfindelse?

Som invasion af klimatiske faktorer (fx vind og kulde), der beskriver symptomer som stemmer overens med det, vestlig medicin kalder infektion.