Yin og Yang
De gamle kinesere mente, at verden i begyndelsen var en helhed uden form. Intet var således opdelt i nat og dag, fødsel og død, ild og vand, himmel og helvede o.s.v.
Urkraften Tao
Først da denne verden senere blev splittet i to, var liv muligt. Den oprindelige samlede urkraft kaldtes Tao. Ved livets oprindelse blev Tao spaltet i to modsat rettede kræfter: Yin og Yang.
Yin og Yang indgår i traditionel kinesisk filosofi og angiver en forklaringsmodel på tingenes natur. Alt består af disse to modsat rettede kræfter. Yin og Yangs´ indbyrdes forhold og vedvarende vekselvirkning ses således som grundlaget for fødsel, opvækst, svækkelse, sygdom og død.
Modsætninger og helhed
Yin og Yang er tilstede overalt, som modsætninger der giver helhed. De er også i en evig vekselvirkning, ligesom natten går mod dagen og dagen mod natten:
- Elektricitet: Kan opdeles i positive og negative ladninger.
- Mennesket: Personligheden har både maskuline og feminine sider.
Balance i kroppen
Da alt er sammensat af Yin og Yang, genfindes princippet selvfølgelig også i kroppen. Er der balance og harmoni imellem Yin og Yang, betyder det et godt helbred. Er der omvendt mangel eller overskud, kan det medføre sygdom. Det er derfor et basalt princip i traditionel kinesisk medicin at søge balancen genoprettet.

Værd at vide om Yin og Yang
Urkraften: Den samlede kraft kaldes Tao
Vekselvirkning: Evig bevægelse som dag og nat
Helbred: Harmoni giver sundhed – ubalance giver sygdom
