Yin-Yang skolens indflydelse på TCM’s sygdomsforståelse

Yin-Yang skolens indflydelse på TCM’s sygdomsforståelse

Skrevet af Kjeld Bruun-Jensen, akupunktør, læge, phd.

阴阳

Kort fortalt: Omkring det 3. århundrede f.Kr. gjorde Yin-Yang skolen op med overtro og ånder i sygdomsforklaringen og skabte i stedet en model, hvor mennesket selv har magten over sin egen sundhed.

Det bliver netop på slutningen af Qin-dynastiet, at TCM tager en ny retning i forståelsen af sygdom. Den nye retning gør op med overtro og ånder i traditionel kinesisk medicin. I stedet udviklede man en kropsforståelse, men også en bredere filosofi baseret på iagttagelser af naturens fænomener. Det var i denne periode, at teorierne om Yin og Yang og om De Fem Faser blev til. Gruppen af filosoffer bag disse tankesæt er kendt som Yin-Yang skolen.

Omkring det tredje århundrede før vores tidsregning startede Yin-Yang skolen en proces, hvor man søgte at frigøre sig fra åndernes magt. Mange tidlige kulturer byggede deres forståelse af sygdom på overtro og ånder, hvor behandling oprindeligt var åndemanerens opgave, med hertil knyttede ritualer som fx ofringer og stammedans. Interessant er det, at Yin-Yang skolen, under udviklingen af en ny sygdomsforståelse, bibeholdt ordet for “ånd” (Shen), men omdefinerede det på to forskellige måder.

For det første var “ånder” ikke længere usynlige væsener i det menneskelige miljø, men i stedet tilstede i kroppens Blod og Qi. Yin-Yang skolen udtalte, at “Blod og Qi er ånden inde i mennesket, og Blod og Qi skal næres omhyggeligt”. For det andet skulle en anden nyfortolkning af “ånder” vise sig væsentligt mere effektiv: Ånderne havde ikke længere magten over mennesker – tværtimod havde mennesker magten over ånderne. Denne nye filosofi førte til en ny medicin, hvor ånden (Shen) i den menneskelige organisme blev knyttet til en række særligt vigtige organer, kaldet Zang.

Yin-Yang skolens gentænkning fik således stor betydning for opfattelsen af sygdom og sundhed, en opfattelse der fortsat præger TCM. Ånden (Shen) er opbevaret sikkert i kroppen, så længe Zang-organerne har tilstrækkelige reserver af Qi og Blod. Hvis denne bliver skødesløst overforbrugt, kan organets Shen ikke fastholdes, og det kan få negative konsekvenser for den menneskelige vært. Yin-Yang skolen introducerede således en ny mulighed for, at det enkelte menneske selv kunne gøre noget for sin sundhed – og dermed fødes en model, der gradvist etablerer en psykologi, som forbinder individets levevis med sjælens tilstand.

Men sygdom kan også komme udefra. Når et Zang- eller Fu-organ er svækket, er det en analogi til svage bymure eller en svækkelse af statens forsvar – naboer eller fremmede stater bliver opportune til at angribe. Kroppen ses derfor som et forsvarsværk, der kan angribes af fjendtlig Qi (Xie Qi), mens kroppens egen, korrekte Qi kaldes oprejst Qi (Zheng). Vind, kulde, fugt, varme og tørke er naturlige betingelser, som i ekstrem eller for kroppen for stærk grad kan blive til “ond Qi” – og på den måde udvikledes en teori om ydre sygdomsfremkaldende faktorer, der supplerer de indre.

Yin-Yang skolen gør op med overtro og ånder i TCM.

Fra at være tilstede udenfor mennesket, rykkede ånderne ind i kroppen og blev til sjælsaspekter knyttet til organerne.

TCM indeholder på en måde en ca. 2.000 år gammel psykosomatisk teori.

Kroppen ses som et forsvarsværk, der kan angribes af fjendtlig Qi.

阴阳

Spørgsmål om yin-yang skolens indflydelse på tcm’s sygdomsforståelse

Hvad var Yin-Yang skolens vigtigste bidrag til TCM?

Yin-Yang skolen gjorde op med overtro og åndetro som sygdomsforklaring og udviklede i stedet teorierne om Yin og Yang samt De Fem Faser – en model, hvor mennesket selv har indflydelse på sin sundhed frem for at være ånders offer.

Hvordan omdefinerede Yin-Yang skolen begrebet “ånd” (Shen)?

I stedet for usynlige væsener uden for mennesket blev Shen knyttet til kroppens Blod og Qi, og senere til de indre Zang-organer. Mennesket fik dermed magten over sin egen “ånd” frem for omvendt.

Hvad er forskellen på indre og ydre sygdomsfremkaldende faktorer i denne model?

Indre faktorer opstår, når organernes Qi og Blod overforbruges, så Shen ikke kan fastholdes. Ydre faktorer opstår, når klimatiske forhold som vind, kulde, fugt, varme eller tørke bliver så ekstreme, at de invaderer kroppen som “ond Qi”, hvis kroppens egen oprejste Qi er svækket.