Zang-Fu – de indre organer
Indenfor akupunkturen og den traditionelle kinesiske medicin arbejder man med tolv organer. Disse opdeles i seks “faste” organer, der kaldes zang organerne og seks “hule” organer, der kaldes fu organerne.
Opdelingen af organerne
De faste organer (zang organerne) er: hjerte, lever, milt, lunge, nyre og pericardium (pericardium = kredsløb). Zang organerne har Yin natur.
Fu organerne er: tyndtarm, galdeblære, mave, tyktarm, urin-blære og sanjiao (sanjiao = trevarmer el. endokrin). Fu organerne har Yang karakter.
Samspil og helbredelse
Zang-fu organerne samarbejder og modarbejder hinanden. Det betyder, at en lidelse i ét organ forplanter sig til et andet organ. Omvendt kan et organ helbredes indirekte igennem et andet organ. Harmoni og balance imellem zang og fu er grundlaget for et godt helbred.
Kinesisk vs. vesterlandsk organforståelse
Der er ikke altid overensstemmelse imellem de kinesiske organer og de vesterlandske. I Vesten er leveren et organ, der ligger i bughulen opad til højre, og dets funktioner er skarpt biologisk defineret.
Indenfor akupunkturen betyder leveren både organet i bughulen plus en række funktioner i kroppen i øvrigt. Eksempelvis er øjet, indenfor akupunkturen, knyttet tæt til leveren.

Værd at vide om Zang-Fu
Antal organer: 12 vigtige organer i alt
Opdeling: 6 zang-organer (Yin) og 6 fu-organer (Yang)
Mål: Harmoni mellem systemerne sikrer et godt helbred
