Zheng Qi: Overskud (Shi) og underskud (Xu)
Skrevet af Kjeld Bruun-Jensen, akupunktør, læge, phd.
实虚
Kort fortalt: Opret Qi (Zheng Qi) er summen af Wei Qi, Ying Qi og Zang-Fu Qi. En ubalance kendetegnes ved enten overskud (Shi) eller underskud (Xu), afhængigt af om den samlede oprette Qi er stærk eller svag – og begge tilstande kan også optræde samtidig.
Opret Qi, som på kinesisk hedder Zheng Qi, er summen af Wei Qi, Ying Qi og Zang-Fu Qi. Nogle tekster medtænker også Blod i styrken af den samlede oprette Qi.

Figur. Opret Qi, som på kinesisk hedder Zheng Qi, er summen af Wei Qi, Ying Qi og Zang-Fu Qi. Nogle tekster medtænker også Blod i styrken af den samlede oprette Qi.
En forudsætning for overskud (Shi) er, at Opret Qi er stærk. En ubalance kan være kendetegnet ved enten overskud eller underskud. Styrken af den samlede oprette Qi er afgørende for, om en tilstand ender som Shi eller Xu. Overskudstilstande kræver en stærk opret Qi. Overskuds symptomerne, som typisk er markante og voldsomme, opstår som et produkt af kampen mellem et stærkt patogen og en stærk og intakt opret Qi.
Shi er ofte knyttet til det ydre, hvor fx invasion af en ydre Vind skaber en ydre akut tilstand, som finder sin vestlige parallel i en øvre luftvejsinfektion med feber. Men Shi kan også være knyttet til det indre. Hvis vi forestiller os en person med en stærk konstitution og dermed en stærk opret Qi. Denne person udvikler et indre patogen i form af en stærk vrede. Denne vrede skaber en Lever Qi stagnation, som udvikler Varme, som i anfald løsner sig som opadstigende Lever Yang. Når opadstigende Lever Yang udløser markante symptomer som fx stærk hovedpine, svimmelhedsanfald eller vredesudbrud, sker det fordi, opret Qi er intakt. Hvis personen omvendt var generelt svækket, og dermed havde en svag opret Qi, ville der ikke være energi nok til udviklingen af meget markante symptomer. Måske ville tilstanden i stedet udvikle sig til en Lever Xue Xu.

Figur. Overskud (Shi) er, som det ses til venstre i figuren, et produkt af kampen mellem den patogene faktor og en stærk/intakt opret Qi. Det er altså styrken af den samlede oprette Qi, der er afgørende for, om en tilstand ender som Shi eller Xu. De markante og voldsomme symptomer, der karakteriserer overskudstilstande, er netop et produkt af kampen mellem et stærkt patogen og en stærk opret Qi. Det kan være i det ydre af kroppen, som det f.eks. ses ved en invasion af ydre Vind. Det vil typisk svare til luftvejsinfektionen med feber. Men kampen mellem et stærkt patogen og en stærk opret Qi kan også finde sted i det indre. Som vi skal se senere, kan forskellige følelser virke som patogen (se side 641 i dette bind). Et indre patogen kan f.eks. være vrede, der i kampen med den oprette Qi udvikler en lokaliseret overskudstilstand i Leveren. Det fører først til Lever Qi stagnation med udvikling af Varme. Denne Varme kan på et tidspunkt rive sig løs og give opadstigende Lever Yang.
De fleste underskudstilstande er en konsekvens af en svækket opret Qi. Opret Qi udgøres jo af summen af kroppens samlede Qi inkl. Blod. Så når opret Qi er svækket, er kroppen generelt svækket og dermed Xu. Men typisk udgår underskudstilstanden fra et bestemt organ. Det kan være, at man igennem meget lang tid har spist forkert, hvorved Milten er blevet Qi Xu eller Yang Xu. En anden mulighed er, at man har arbejdet for hårdt igennem meget lang tid. Det kan ske både på et fysisk og/eller på et mentalt plan. Derved er Nyrerne blevet Qi Xu, Yang Xu eller endnu værre enten Yin- eller Jing Xu.

Figur. Underskud (Xu) ses sammen med at opret Qi er svækket. Xu er næsten altid knyttet til det indre, hvor langvarig udsættelse for ætiologiske faktorer, typisk i form af livsstil eller emotioner, belaster et eller flere organer. Underskudstilstande er sjældent akutte, men det kan forekomme. Akut underskud kan ses, når en person pludseligt lider et større blodtab, eller når en ydre patogen faktor, ofte af epidemisk karakter, går særligt dybt, og opret Qi ikke magter at bekæmpe indtrængeren.
Når opret Qi er svækket, sideløbende med at en patogen faktor presser sig på, kan der opstå en blandet Shi/Xu tilstand. Patogenerne ved en blandet Shi/Xu tilstand er typisk: 1. Livsstilsfaktorer, som fx kost, der belaster Milten (Xu) og fører til intern ophobning af Fugt (Shi). 2. Emotioner, fx overdreven glæde, der svækker Hjertet (Xu) og fører til intern Varme (Shi) (=urolig sjæl). 3. Det forhold, at en svag opret Qi, fører til svækkelse af et eller flere organer, med efterfølgende produktion af indre Xie Qi. Fx når svag opret Qi fører til Nyre Yin Xu, der forplanter sig til Lever Yin Xu, der bliver grundlaget for udvikling af indre Vind (Shi), fx tics, rysten og kramper. 4. Et ydre patogen, der pga. en svækket opret Qi, fører til en langvarig kamp mellem patogen og opret Qi, og dermed udmattelse. Først i form af Nyre- og Milt Yang Xu, og måske senere Nyre Yin Xu. En Milt Yang Xu vil føre til ophobning af Fugt/Slim (Shi), som typisk breder sig til Lungerne.

Figur. Der ses også situationer, hvor Shi og Xu optræder på samme tid. Det sker når, opret Qi er svag i kombination med enten en ydre eller indre patogen faktor. Denne kombination kan fx føre til Milt Yang Xu med ophobning af Fugt/Slim som resultat. Ophobning af Fugt/Slim er en Shi tilstand.
Covid-senfølger
• Langvarig træthed = Yang Xu eller Yin Xu
• Langvarig hoste og åndenød = Ophobning af Fugt/Slim i Lungerne (Shi)
• Svækket smagssans/fordøjelsesproblemer = Milt Yang Xu
• Svækket lugtesans, hududslæt = Lunge Qi Xu (i svære tilfælde Lunge Yin Xu)
• Koncentrationsbesvær/depression/tinnitus/svimmelhed/hårtab = Nyre Yin Xu
• Angst = Nyre Yin/Jing kan ikke fastholde Shen
• Snurren og prikken i benene = Ophobet Fugt (Shi)
Ying Qi = meridian Qi.
Zang-Fu Qi = organernes Qi.
En forudsætning for overskud (Shi) er, at Opret Qi er stærk.
Underskud (Xu) hænger ofte sammen med en svag Opret Qi.
Shi/Xu kan bla. ses, når indre Xie Qi ophobes (Shi) som følge af et svagt Zang organ.
Læs også
实虚 (Shí xū – overskud og underskud)
Spørgsmål om Zheng Qi: overskud (shi) og underskud (xu)
Hvad er Zheng Qi (Opret Qi) sammensat af?
Summen af Wei Qi, Ying Qi og Zang-Fu Qi – nogle tekster medtænker også Blod.
Hvad afgør, om en ubalance bliver en Shi- eller Xu-tilstand?
Styrken af den samlede oprette Qi. Er opret Qi stærk og intakt, giver kampen mod patogenet markante Shi-symptomer. Er opret Qi svækket, bliver resultatet typisk en Xu-tilstand.
Kan Shi og Xu optræde på samme tid?
Ja – fx når en svag opret Qi kombineret med et ydre eller indre patogen fører til Milt Yang Xu med samtidig ophobning af Fugt/Slim (en Shi-tilstand).
