Kort fortalt: Åbnings ceremonien den 1. september 1988 var det første møde med de kinesiske lærere og de ca. 20 udenlandske elever på kurset. Ceremonien fulgte kinesisk højtidelighed med simultantolkning og blev afsluttet med en festmiddag, hvor intet – heller ikke syltede grisesener – gik til spilde.

Åbnings ceremonien var vores første møde med de kinesiske læger, og for første gang fik jeg et overblik over de ca. 20 elever på kurset. Japanere, amerikanere, englændere, irlændere, australiere, italienere, franskmænd og foruden mig selv, 2 andre danskere.

Åbnings ceremonien blev gennemført med kinesisk højtidelighed, og hvad dertil hører af taler og høflighedsfraser. Det hele foregik med simultan tolkning, på engelsk, fransk og japansk. Hele holdet sad således med høretelefoner på. Alle var omklædte og i pænt tøj på nær mig. Jeg havde mistet min baggage på den lange rejse, og havde kun det tøj jeg havde på ved afrejsen. Det var jo sommer, så jeg var taget afsted i joggingbukser og stribet T-shirt – det var pinligt.

Artiklens forfatter på vej til Kina i 1988.

Imellem de høflige vendinger fik vi følgende oplysninger: China Shanghai International Acupuncture Training Center blev oprettet i 1975. Centeret er underlagt Shanghai College of TCM. Det er formålet med centeret at uddanne udlændinge til specialister i akupunktur og andre grene af den traditionelle kinesiske medicin. Lærerne på centeret har alle mange års erfaring i traditionel kinesisk medicin og har desuden viden om vestlig medicin. Den tid skolen har eksisteret, er der blevet uddannet over 1000 udlændinge i TCM. Da en udbredelse af den traditionelle kinesiske medicin kan medvirke til „Sundhed for alle år 2000”, støttes skolen af Verdens Sundhedsorganisationen WHO.

Åbnings ceremonien blev afsluttet med en middag. Vi sad ved et par store runde borde, hvor den centrale del af bordet var en stor drejeskive. Alle de spændende kinesiske retter kunne derfor let komme rundt til alle. Jeg var så „heldig” at jeg sad ved siden af skolens rektor. Han opførte sig som den perfekte vært, og udvalgte med sine spisepinde de bedste godbidder, som han lagde over på min tallerken. Ind imellem bøvsede han, som det hører sig til i Kina. På et tidspunkt fandt nogle lange hvide slaskede objekter vej til min tallerken, og jeg spurgte høfligt endnu en gang, hvad han nu havde udvalgt til mig. Det var lidt vanskeligt at oversætte, så tolken hjalp til. Delikatessen viste sig at være syltede grise-sener, hvilket understreger at intet, absolut intet, går til spilde i det kinesiske køkken.