Akupressur
Skrevet af Kjeld Bruun-Jensen, akupunktør, læge, phd.
指压
Kort fortalt: Akupressur er en enkel form for meridianbehandling, hvor man med tryk – fra fingre eller en lille tryk-pen – stimulerer akupunkturpunkterne uden at gennembryde huden.
Akupressur er en enkel form for meridianbehandling, som kan være god at starte med, hvis man er ny indenfor TCM. Man kan eventuelt bruge en lille tryk-pen, dvs. et lille instrument, som ligner en nål, men som ikke gennembryder huden. Men akupressuren kan også udføres med fingrene. Nogle omtaler den sidstnævnte metode som Shiatsu massage. Men egentlig er Shiatsu, som betyder “finger-tryk”, en japansk metode, som er udviklet med inspiration i den klassiske kinesiske massageform Tui Na.
På billedet ser vi en behandling udført i det punkt, der hedder Taichong, som er leverpunkt nr. 3. Det er et punkt, som er kendt for at kunne bringe cirkulation i hele kroppens Qi. Qi er jo det kinesiske udtryk for den energi, som er til stede overalt, men som også cirkulerer i vores krops meridianer. Med punktet Taichong kan man stimulere det samlede flow af Qi i kroppen. Derved bliver punktet til et af de mest anvendte overhovedet, og det indgår meget ofte som punkt i forbindelse med akupunktur- eller akupressurbehandling.

Figur. Behandling udført i punktet Taichong, leverpunkt nr. 3, som kan stimulere det samlede flow af Qi i kroppen.
Her ser vi netop akupressurbehandling udført med fingrene. Terapeuten trykker med tommelfingrene i punkt nr. 57 på urinblæremeridianen, et punkt som på kinesisk hedder Chengshan. Punktet er velegnet til behandling af uro i benene og af lægkramper. Mange mennesker, især ældre, døjer med disse symptomer – endda om natten, hvor problemet forstyrrer søvnen. Punktet kan også bruges til forstoppelse, og det kan indgå i behandlingen af hæmorider.

Figur. Akupressurbehandling udført med fingrene i punkt nr. 57 (Chengshan) på urinblæremeridianen, som er velegnet til uro i benene og lægkramper.
Akupressur, Tui Na og Shiatsu er i familie med hinanden.
Læs også
指压 (Zhǐyā – fingertryk)
Ofte stillede spørgsmål om akupressur
Hvad er forskellen på akupressur og akupunktur?
Ved akupressur stimuleres akupunkturpunkterne med tryk – enten fra fingrene eller en lille tryk-pen – uden at huden gennembrydes, i modsætning til akupunktur, hvor man bruger nåle.
Er Shiatsu det samme som akupressur?
Shiatsu er en japansk metode, der betyder “finger-tryk”, og som er udviklet med inspiration i den klassiske kinesiske massageform Tui Na. Den ligner akupressur udført med fingrene, men er en selvstændig, japansk videreudvikling.
Hvad er punktet Taichong godt for?
Taichong, leverpunkt nr. 3, er kendt for at kunne stimulere og bringe cirkulation i hele kroppens Qi, og er derfor et af de mest anvendte punkter i både akupunktur og akupressur.
