At mærke et akupunkturpunkt

At mærke et akupunkturpunkt

Skrevet af Kjeld Bruun-Jensen, akupunktør, læge, phd.

触摸穴位

Kort fortalt: Man lokaliserer et akupunkturpunkt ved at palpere med pegefingeren efter overfladeanatomiske kendetegn som fordybninger, sener og knoglefremspring. Det er ikke afgørende, om man selv kan mærke energien, blot man kan mærke anatomien.

Når man skal lokalisere et meridianpunkt/akupunkturpunkt, er det helt naturligt, at man mærker efter punktet med sin pegefinger. Det at mærke med fingerspidserne kaldes palpation, eller at palpere. Kroppens overfladeanatomi er på denne måde et afsæt til at lokalisere eller palpere punkterne. En anden tilgang til punktlokalisation er udmåling ved hjælp af personens kropstomme, den såkaldte cun. Det kommer vi nærmere ind på i næste afsnit, hvor vi går i detaljer med denne form for udmåling af punkterne.

Det at palpere med pegefingeren er en god måde at tilgå punktet på. Der kan være forskel på, hvor følsom man er. Nogle kan mærke energi, og andre kan ikke mærke energi. Det er ikke afgørende for, om man bliver en dygtig behandler, om man har denne følsomhed.

Jeg husker tydeligt, da jeg skulle lære punktlokalisation for mange år siden. Jeg kunne ikke mærke energi eller Qi. Men jeg kunne mærke varme og pulsation, og jeg kunne mærke fordybninger. Jeg kunne således mærke anatomien, men energien kunne jeg altså ikke mærke. Jeg følte mig egentlig lidt for dårlig på det grundlag. Men jeg har siden hen fundet ud af, at det ikke er afgørende for, om man kan blive en dygtig behandler, at man kan mærke energi. Det er et vigtigt budskab i denne sammenhæng.

Personligt kan jeg altså ikke mærke energien, når jeg palperer hen over et punkt, men jeg kan mærke anatomien. Jeg kan mærke hullet, og jeg kan mærke de små fordybninger, hvor man typisk finder punkterne på meridianerne. De fleste akupunkturpunkter og meridianpunkter ligger på kanten af et knoglefremspring, imellem 2 muskler, imellem en sene og en knogle – altså steder på kroppen, hvor der er små fordybninger, og hvor overfladeanatomien, som man kalder den, viser små forandringer eller variationer. Det er primært denne tilgang, jeg bruger, når jeg lokaliserer punktet. Selvfølgelig måler jeg også punktet ud ved hjælp af personens kropstomme cun, men jeg palperer anatomien efterfølgende, for at gøre punktlokalisationen mere sikker. Den afsluttende præcision for mig kommer ved at kommunikere med patienten om nålefornemmelsen, der også benævnes De Qi.

Punktlokalisation er inddelt i flg. trin: 1. Udmåling vha. cun, eller vha. overfladeanatomi. 2. Lokalisation vha. ømhed eller vævsforandring. 3. Lokalisationen finjusteres for at opnå maksimal De Qi.

触摸穴位 (Chùmō xuéwèi – at palpere et punkt)

Ofte stillede spørgsmål om at mærke et akupunkturpunkt

Er det nødvendigt at kunne mærke energi for at finde et akupunkturpunkt?

Nej. Forfatteren beskriver selv, at han ikke kan mærke energi eller Qi, men i stedet mærker varme, pulsation og fordybninger – og understreger, at det ikke er afgørende for, om man bliver en dygtig behandler, at man kan mærke energi.


Hvor på kroppen ligger de fleste akupunkturpunkter anatomisk?

De fleste punkter ligger på kanten af et knoglefremspring, imellem 2 muskler, eller imellem en sene og en knogle – steder med små fordybninger, hvor overfladeanatomien viser tydelige variationer.


Hvilke 3 trin bruges til at lokalisere et punkt præcist?

Først udmåling vha. cun eller overfladeanatomi, dernæst palpation efter ømhed eller vævsforandring, og endelig en finjustering i samarbejde med patienten for at opnå maksimal De Qi.