Det døgnbaserede energiflow i meridianerne
Skrevet af Kjeld Bruun-Jensen, akupunktør, læge, phd.
子午流注
Kort fortalt: Qi flyder i en fast rækkefølge gennem de 12 hovedmeridianer i løbet af et døgn. Flowet starter i lungemeridianen og bevæger sig som en bølge, der skiftevis giver hver meridian 2 timers maksimumenergi, mens det veksler mellem et dybt Yin-lag og et mere overfladisk Yang-lag.
Energien Qi flyder på en ganske bestemt måde gennem de 12 regulære meridianer. Qi-flowet starter naturligt i lungemeridianen, fordi det er her, vi finder energidannelsens udgangspunkt. Lungen er det organ, der modtager indåndingsluften. Indåndingen indeholder Qi (= Da Qi), og denne energi blandes med den Qi, vi får fra vores mad (= Gu Qi). Derfor er det i lungen, at energiflowet starter, og herfra bevæger energien sig rytmisk ud i de 12 regulære meridianer.
Som det fremgår af energi-flowdiagrammet, bevæger Qi’en sig skiftevis fra Yin-laget til Yang-laget. Således passerer Qi’en 2 meridianer på Yin-siden, hvorefter den strømmer igennem 2 Yang-meridianer. Flowet har således følgende systematik: Energien starter i lunge-meridianen og strømmer derefter til tyktarms-meridianen. Fra tyktarms-meridianen løber energien over til mave-meridianen og herfra til milt-meridianen. Energien strømmer fra milt-meridianen til hjertemeridianen og videre til tyndtarms-meridianen. Fra tyndtarms-meridianen sendes den til urinblæremeridianen og fortsætter til nyre-meridianen. Fra nyre-meridianen strømmer energien til perikardium-meridianen og herfra til den såkaldte Sanjiao-meridian, også kaldet Tre-varmer-meridianen. Fra Sanjiao-meridianen strømmer energien til galdeblære-meridianen, og endelig når den frem til lever-meridianen. Et sådant gennemløb tager 24 timer.

Figur. Energi-flowdiagram opdelt i 2 halvdele. Til venstre de 6 Yin-meridianer, forbundet med de 6 Zang-organer. Til højre de 6 Yang-meridianer, forbundet til de 6 Fu-organer.
Når energien strømmer fra den ene meridian til den anden, skal det ses som en energibølge, der bevæger sig ovenpå et Qi-hav. Når energien strømmer fra tyktarms-meridianen til mave-meridianen, betyder det ikke, at den forsvinder fra tyktarms-meridianen. Det skal i stedet ses som en maksimum energi, som bølger sig igennem hele systemet. Vi har som nævnt 12 regulære meridianer, som får besøg af energibølgen i løbet af 24 timer. Hver meridian har således en maksimumenergi, med en varighed på 2 timer.

Figur. Viser Qi-bølgen, der passerer de 12 meridianer. Alle 12 regulære meridianer får besøg af energibølgen i løbet af 24 timer. Hver meridian har dermed en maksimumenergi, der varer 2 timer.
Bemærk, at der er en skillelinje ned igennem energi flowdiagrammet. Alt hvad der ligger til højre for skillelinjen har et mere overfladisk flow, og har dermed et Yang-aspekt – og knytter an til de såkaldte Fu-organer. De sygdomme, der slår sig ned i de overfladiske meridianer, er mere akutte, og er som regel også nemmere at behandle og går hurtigere over igen. Alt hvad der ligger til venstre for skillelinjen har et dybere energi flow – Yin-aspektet. Disse meridianer knytter an til Zang-organerne. Hvis man rammes af sygdom i det dybere aspekt af kroppen, vil der ofte være tale om en kronisk sygdom, dvs. en sygdom, der er sværere at behandle.

Figur. Viser hvorledes Qi-flowet veksler mellem et energetisk mere overfladisk Yang (rødt), knyttet til Fu-organerne, og et dybere Yin-flow (blåt), knyttet til Zang-organerne.
De 12 hovedmeridianer har et flow af Qi, der kommer hele vejen rundt på 24 timer. De 8 ekstrameridianer har også et flow, bl.a. af medfødt Qi, som kaldes Jing.
Fu-organer ligger mere overfladisk end Zang-organer, der ligger dybere. Dette skal ikke forstås anatomisk, men snarere energetisk.
Læs også
子午流注 (Zǐwǔ liúzhù – det døgnbaserede energiflow)
Ofte stillede spørgsmål om det døgnbaserede energiflow i meridianerne
Hvor starter Qi-flowet i de 12 hovedmeridianer, og hvorfor?
Qi-flowet starter i lungemeridianen, fordi lungen modtager indåndingsluftens Qi (Da Qi), som blandes med den Qi, vi får fra maden (Gu Qi) – herfra sendes energien videre rundt i de 12 meridianer.
Hvor længe har hver meridian maksimumenergi?
Hver af de 12 regulære meridianer har en maksimumenergi, der varer 2 timer, hvorefter energibølgen bevæger sig videre til den næste meridian – et fuldt gennemløb tager 24 timer.
Hvad er forskellen på sygdom i det dybe (Yin) og det overfladiske (Yang) lag?
Sygdomme i det overfladiske Yang-lag, knyttet til Fu-organerne, er typisk mere akutte og nemmere at behandle, mens sygdomme i det dybere Yin-lag, knyttet til Zang-organerne, ofte er mere kroniske og sværere at behandle.
