Kort fortalt:

Fra Shang-dynastiets bronzenåle til Qing-dynastiets encyklopædier har hver epoke i Kina’s historie sat sit præg på TCM. Her får du en kort rundtur gennem de vigtigste nedslag.

TCM’s udvikling er både lang og kompleks, og ønsker man en mere komplet gennemgang, må man finde anden litteratur. Her gives kun en oversigt over udvalgte dynastier og perioder i Kina’s historie, relateret til nedslag i udviklingen af traditionel kinesisk medicin.

Under Shang-dynastiet (1600-1046 f.Kr.) opfandt man bronze og skrifttegn. Man kunne således fremstille redskaber i metal, herunder akupunkturnåle, og man kunne nedskrive sine erfaringer inden for TCM og give dem videre til næste generation.

Under Zhou-dynastiet (1046-221 f.Kr.) bliver Kina gradvist til et samlet kejserrige. I denne periode udformes og nedskrives mange af de grundlæggende ideer, som kommer til at kendetegne den kinesiske kultur og civilisation helt frem til i dag – det gælder både filosofien om Yin-Yang, Daoismen og ikke mindst Konfucianismen. På slutningen af denne periode nedskrives den berømte lærebog Huang Di Nei Jing, Den Gule Kejsers Klassiker om Indre Medicin (læs mere om denne klassiker i sit eget afsnit).

Under Qin-dynastiet (221-206 f.Kr.) samles Kina for første gang under én og samme kejser, og der gennemføres en standardisering af skrift, mål, vægt og administration. I forhold til TCM er Qin-dynastiet et mørkt kapitel, da kejseren foretog omfattende bogafbrændinger. Men det er også på slutningen af Qin-dynastiet, at TCM tager en ny retning i forståelsen af sygdom, hvor teorierne om Yin og Yang og om De Fem Faser bliver til – udviklet af den såkaldte Yin-Yang skole (læs mere i sit eget afsnit).

Under Han-dynastiet (206 f.Kr.-220 e.Kr.) var den typiske uddannelse for nye læger baseret på lærepladser, som gik i arv i bestemte familier. Optagelsesprøver med henblik på at rekruttere kvalificerede læger blev introduceret, og der blev oprettet en lægetjeneste på nationalt plan. Under det vestlige Jin-dynasti (265-316 e.Kr.) udkom en vigtig bog om akupunktur, ZhenJiu JiaYiJing, skrevet af Huangfu Mi – anset for at være den tidligste komplette beskrivelse af akupunktur og moxibustion.

Under Tang-dynastiet (618-906 e.Kr.) opfandt man bogtrykker-kunsten, hvilket gjorde distributionen af medicinsk viden lettere, og i 624 e.Kr. grundlægges det Kejserlige Medicinske Akademi.

Under Song-dynastiet (960-1279 e.Kr.) udviklede man anvendelsen af løse typer i bogtrykkerkunsten, og embedsmanden Wang Weiyi lod fremstille to bronzefigurer i overnaturlig størrelse med indgraverede meridianer, som blev brugt ved eksaminationer i akupunktur.

Embedsmanden Wang Weiyi lod fremstille to bronzefigurer i overnaturlig størrelse. Meridianerne var afmærkede i bronzen, og små huller anviste akupunkturpunkterne. Ved eksaminationer i akupunktur blev bronzefigurerne dækket med voks og fyldt med kviksølv eller vand. Eksaminanden fik til opgave at finde bestemte akupunkturpunkter og stikke hul, og hvis han ramte korrekt, løb vandet eller kviksølvet ud.

Under Yuan-dynastiet (1271-1368 e.Kr.) udgav Hu Sihui en markant lærebog om kost og ernæring.

Under Ming-dynastiet (1368-1644 e.Kr.) blev der udgivet mange medicinske bøger, og forfatteren Yang Jizhou skrev det betydningsfulde værk Zhengjiu Dacheng – “Den store succes for akupunktur og moxa-behandling”.

Under Qing-dynastiet (1644-1912 e.Kr.) blev Kina et kæmpestort og meget rigt land med et højtudviklet administrativt system, og store leksikale værker som Gujin Tushu Jicheng samlede datidens viden – heriblandt ca. 500 kapitler om medicin.