Kort fortalt: I 1966 kulminerede den politiske situation i Kina i Kulturrevolutionen, hvor traditionelle udøvere af TCM igen blev stemplet og forfulgt – et nyt tilbageslag efter få års genopbygning.

I slutningen af 1960’erne skulle Kina igen gennemleve store omvæltninger, der fik betydning for TCM. I 1966 kulminerede den politiske situation i det, der kaldes Kulturrevolutionen. Indtil da havde den kinesiske kommunisme næsten kun været udbredt i statsadministrationen og produktionsmidlerne.

Mao ville med Kulturrevolutionen udrydde konservative kræfter og borgerlig tankegang i hele det kinesiske samfund og erstatte disse med socialisme. Mao formulerede det som en udryddelse af “de fire gamle” – gamle skikke, gamle vaner, gammel kultur og gamle tanker. Mao’s vigtigste middel til at gennemføre denne kampagne var rødgardisterne, en milits af unge mennesker, som med vold og magt skulle udrydde de konservative dyder.

Der var altså tale om en omsiggribende ødelæggelse af Kina’s institutioner anført af landets leder. Det medførte, at traditionalister uden for det statslige system igen blev stemplet, herunder udøvere af TCM. Kulturrevolutionen havde betydelige konsekvenser for alle former for medicin. Blandt millioner af ofre var læger, forskere og intellektuelle – alle med betydning for både det moderne og traditionelle sundhedsvæsen.

Uddannelsesinstitutionerne kunne ikke gennemføre undervisningen, fordi en ekstrem politisk ideologi regerede. Mange af de politisk ukorrekte udøvere og undervisere i TCM blev tvunget til at skjule sig. Nogle flygtede til periferien af Kina, nogle til Amerika eller Europa, hvor de begyndte at videregive deres synspunkter og kliniske viden til vestlige studerende.

Kulturrevolutionens første og mest kaotiske del varede frem til 1969, hvor Mao officielt afblæste denne “kampagne”. Men uofficielt fortsatte Kulturrevolutionens proces helt frem til 1976, hvor endnu et årti efterlod sig dybe sår i det kinesiske samfund.