Kort fortalt: Da akupunktur blev udviklet som smertebehandling og bedøvelsesmetode, fik det afgørende betydning for, hvordan TCM blev modtaget i Vesten fra 1970’erne og frem.

Således blev TCM reddet, men det skete på bekostning af de klassiske teorier om Dao, Yin/Yang, Qi osv. TCM var nu at sammenligne med grenene på et træ – amputeret fra sine tusind år gamle filosofiske rødder. Ikke desto mindre havde TCM nu for første gang i 1900-tallet en fast plads i kinesisk kultur, en klar betydning for folkesundheden og en stærk politisk protektor i formand Mao.

Under den politiske kampagne “Det store spring fremad” (1958-1959) bragte Mao integrationen af traditionel og vestlig medicin endnu længere. To centrale resultater af denne udvikling blev barfodslæge-bevægelsen og akupunktur-bedøvelse.

Udviklingen af akupunktur som en smertebehandlende teknik og som en bedøvelsesmetode under kirurgi, skulle få afgørende betydning for TCM’s moderne historie. Ved indgangen til 1960’erne blev akupunkturteknikkerne således udviklet i en mere ensidig retning. Da et stort antal vesterlændinge begyndte at rejse til Kina i 1970’erne efter Nixons berømte besøg, var det disse teknikker, der blev demonstreret.

De besøgende bragte akupunkturen med tilbage til Vesten i en videnskabeliggjort og moderniseret form. TCM blev således repræsenteret af akupunkturen, hvorimod det samlede traditionelle behandlingssystems øvrige teknikker ikke slog an. I Vesten blev TCM dermed repræsenteret af en fornyet, men også begrænset form for akupunktur. Det førte til, at forskningen, og dermed interessen for TCM i Vesten, i starten begrænsede sig til bedøvelse og smertebehandling.