Kort fortalt: Moxa-behandlingen, eller moxibustion, stammer formentlig helt tilbage til Shang-dynastiet og bygger på en tidlig erkendelse af, at varme har en gavnlig indflydelse på sundheden.

Oprindelsen af moxa-behandling er ligesom akupunkturens usikker, men nogle kilder placerer denne praksis helt tilbage til Shang-dynastiet (1600-1046 f.Kr.). De tidligste former for moxa er formentlig forbundet til troen på, at kroppen skulle opvarmes på bestemte steder for at helbrede sygdom.

I det nordlige Kina har man kendt til virkningerne af årstiderne på kroppen, og man har kendt til varmens gavnlige indflydelse på sundheden. Vi må antage, at det har været oplagt at kombinere denne generelle viden med en mere specifik viden om behandling med nåle.

Moxa er vores vestlige navn på den tørrede bynke, man brænder, mens behandling med moxa kaldes moxibustion. Et billede fra omkring år 1100 viser moxa-behandling direkte på huden, og som det fremgår, er behandlingen ret smertefuld. Den dag i dag er der i Kina stadig tradition for at udføre ardannende moxa, hvor behandlingen fremkalder et regulært brandsår – en fremgangsmåde, der er uacceptabel på vore breddegrader. (Figur 20)

Figur 20. Billede fra omkring år 1100, der viser moxa-behandling direkte på huden. Som det fremgår, er behandlingen ret smertefuld. Den dag i dag er der i Kina stadig tradition for at udføre ardannende moxa, hvor behandlingen fremkalder et regulært brandsår – en fremgangsmåde, der er uacceptabel på vore breddegrader.

De første europæere, der lærte metoden at kende, var portugisiske jesuitterpræster. De havde taget ophold i Japan i det 16. århundrede, men havde derfra kontakt til kinesisk kultur. De kaldte først metoden “mokusa”, som er det japanske ord for det “at brænde”. Det er sidenhen blevet kombineret med “combustio”, som er latin for det “at brænde” – deraf det vestlige ord moxibustion.