Naturmedicin jf. TCM

Kort fortalt: Kinesisk naturmedicin bygger på 3.000 års erfaring med planter, mineraler og dyredele, sammensat i skræddersyede recepter, hvor kost og urtemedicin ifølge Den Gule Kejsers Klassiker “har den samme oprindelse”.

Naturmedicin er blevet brugt i Kina igennem 3.000 år. Man finder bl.a. principperne for naturmedicins anvendelse beskrevet i Den Gule Kejsers Klassiker om Indre Medicin, men metoden var velkendt længe inden. Gennem århundreder har førende læger tilført mange tusinde opskrifter på blandinger af naturens ingredienser til de etablerede teorier. Den kinesiske materia medica kan således dateres tilbage til omkring 1.100 f.Kr., hvor nogle få medikamenter for første gang blev beskrevet.

I slutningen af 1500-tallet nåede antallet af ingredienser op på omkring 1.900. Og i vores samtid er man nået op på ca. 13.000 substanser, som kan blandes i et utal af opskrifter. En stor del af vore dages kinesiske medicin afspejler således traditioner, der er udviklet over en periode på 3.000 år. De tidligste opskrifter var enkle og udsøgte. Senere blev de mere komplicerede.

En historie fra det gamle Kina fortæller, hvordan fordelene ved en bestemt urt blev opdaget. En landmand skulle have forsøgt at dræbe en slange ved at slå den med en hakke. Trods det, at slangen blev slået hårdt med hakken, fandt bonden den samme slange i god form den følgende dag. Landmanden slog så slangen endnu en gang med hakken. Han bemærkede denne gang, at slangen kravlede væk til noget ukrudt og begyndte at spise af det. Den næste morgen var slangen igen helet, hvilket gjorde landmanden nysgerrig omkring det ukrudt, som slangen havde spist. Hans observationer førte til opdagelsen af, hvad man i TCM kalder “San Qi”. San Qi er roden af en plante, hvis botaniske navn er Radix Notoginseng eller Panax Notoginseng. Roden, som er i familie med almindelig Ginseng, bruges specifikt mod traumatiske skader, fordi indholdsstofferne stopper blødning, reducerer hævelse og lindrer smerter. I dag bruges Panax Notoginseng i TCM indvortes som afkog. Roden kan også indtages som piller, eller bruges udvortes som pulver eller salve.

Kinesisk medicin er hovedsagelig lavet af plantedele som f.eks. blade, blomster, frugt/frugtskal, kviste, rødder, bark eller svampe, hvilket berettiger til benævnelsen urte-medicin. Men indimellem anvendes der også mineraler eller dyredele, som f.eks. orm, slanger, knogler eller horn, hvilket forklarer, at jeg primært har brugt betegnelsen natur-medicin. Import af ingredienserne i kinesisk urte-medicin (inkl. mineraler og dyredele) er ofte forbudt, og terapeuter i Vesten benytter sig i stedet af lokale plantedele mm.

En grundsætning i Den Gule Kejsers Klassiker om Indre Medicin lyder: “Kost og urtemedicin har den samme oprindelse”. Kinesisk naturmedicin anses derfor som en del af den normale kost. Den gamle bog er derfor helt på linje med de seneste trends i Vesten om “Mad som medicin” og “Spis dig rask”. Kinesiske læger mente allerede for over 2.000 år siden, at nogle urter kunne bruges som en del af en normal kost, til at opretholde et sundt liv. I de klassiske skrifter findes der nogle interessante eksempler på dette koncept: 1. Man mente at lingzhi, også kaldet Reishi svamp, indeholdt stoffer, der kunne forlænge livet, og at denne svamp derfor burde være en del af den normale kost. 2. Man mente, at indmad i form af lever kunne kurere natteblindhed, at tang kunne helbrede struma, og at sorte bønner kunne behandle blodmangel – uden at kende til A-vitamin, jod eller jern tilføjede man derfor lever, tang og sorte bønner til den normale kost, ud fra en forebyggende betragtning. 3. Urter brugt i en normal kost blev betragtet som fødevarer, imens urter anvendt til behandling af sygdom blev omtalt som medicin. Kinesisk jams, ris, ingefær og grønne løg er eksempler på elementer, der har status som både fødevarer og medicin. 4. Urter primært brugt som medicin blev undertiden kogt med i maden i en kombineret ret. For eksempel blev ginseng og dadler brugt som Qi-styrkende tilskud til visse retter.

Figur. Lingzhi er det kinesiske navn for svampen Ganoderma lucidum (også kendt som Reishi svampen). Den er blevet brugt i hele Asien til at fremme et godt helbred i mere end 2000 år. Svampen bliver primært brugt som anti-aldrings middel i traditionel kinesisk medicin. Vilde Lingzhi svampe vokser på rådnende træstubbe og er ret sjældne. Denne sjældenhed betød, at dens anvendelse var forbeholdt velhavere i det gamle Kina.

I traditionel kinesisk medicin er der således en grænseflade mellem medicin og ernæring. I Den Gule Kejsers Klassiker og andre medicinske bøger anses ernæringen som essentiel i forhold til det sunde liv. Disse principper i TCM bygger i virkeligheden på årtusinders klinisk erfaring og observation. Brugen af forebyggende medicinske urter i en normal kost er dermed en vigtig del af TCM’s koncept.

En TCM-terapeut, der arbejder med kinesiske urter ud fra en medicinsk vinkel, vil først klarlægge patientens ubalancer. Herefter vil terapeuten finde frem til den urterecept, der ligger tættest på patientens sygdomsmønster. Måske justeres recepten ved at undlade eller tilsætte nogle urter, for at gøre den mere præcis i forhold til det individuelle tilfælde.

Urter bruges sjældent alene, men kombineres i opskrifter eller recepter med helt op til 10-15 ingredienser. Behandlingen indebærer som regel, at man indtager urterne to eller tre gange dagligt, indtil problemet er afhjulpet. Urtemedicin indtages ofte i form af afkog, men urterne kan også være tørrede og pulveriserede, hvorefter de blandes i vand og drikkes. Til andre tider tages medicinen som tinktur (udtrukket i alkohol) eller piller. Præparater til udvortes brug i form af salver eller pulver til pudring er også en mulighed.

En patient i behandling med kinesisk urtemedicin konsulterer typisk terapeuten hver eller hver anden uge. Konsultationerne har bl.a. til formål at justere dosis, efterhånden som symptomerne ændrer sig eller bedres. Patienten kan risikere at få lidt kvalme, diarré eller fordøjelsesbesvær, indtil kroppen vænner sig til urterne. Men det er normalt, og er som regel et godt tegn. Hvis symptomerne bliver for ubehagelige, kan man reducere dosis og forhøje til fuld dosis igen over en periode. Terapeuten kan også tilføje nogle flere fordøjelsesfremmende urter.

Urterne kategoriseres typisk i henhold til smag og “temperatur”. Smagen kan være skarp (besk), salt, sur, bitter og sød. Temperaturen kan være Kølig, Kold, Hed, Varm og Neutral. “Varme” sygdomme behandles med kølende urter, skønt det er vigtigt ikke at afkøle for meget. “Kulde” sygdomme behandles med varmende urter med samme forbehold. For ikke at skubbe for voldsomt til kroppens balance, indeholder medicinen blandinger af urter, der forhindrer for store udsving. Man forebygger dermed, at kropsbalancen bevæger sig for meget i modsat retning. Desuden indeholder recepten ofte urter, der styrker fordøjelsen, således at medicinen optages mere effektivt.

Figur. Klassisk kinesisk apotek.