Kort fortalt: Vestlig medicin og traditionel kinesisk medicin (TCM) beskriver den samme krop og de samme sygdomme, men med hvert sit sprog og hver sin historiske baggrund. Forskellen mellem de to systemer er derfor ofte mindre, end den umiddelbart virker – det kræver blot en „oversættelse” af sproget.

Som nævnt i forordet kan man anskue vestlig medicin og TCM som 2 systemer, der hver især påstår, at de har patent på sandheden. Men jeg mener, at de 2 verdener ikke ligger så langt fra hinanden endda. Nogle gange opfattes to tænkemåder som meget forskellige, men i virkeligheden kan „sproget” bidrage til at man oplever forskellen større.

Det er den samme krop, der er afsæt for både TCM og vestlig medicin. Da Zhang Zhongjing for ca. 2000 år siden tilså sine patienter ved bredden af Yangtze floden, så han de samme symptomer og hørte de samme klager, som Hippokrates gjorde på Øen Kos år 400 f.Kr. Begge er de fædre til en lægekunst, og begge var de pertentlige i deres iagttagelser. Kroppen var og er den samme, sygdommene er ens – men de to systemer har forskellig historisk baggrund, bygger på forskellige filosofier og har derfor beskrevet kroppen med hver sit sprog. Der er selvfølgelig forskel på TCM og vestlig medicin. TCM tillægger det subjektive større betydning og “golden standard” i vestlig medicin er objektivitet. TCM’s sygdomsforståelse medinddrager menneskets kontekst (fx. naturen), og sygdomsforståelsen i vestlig medicin fokuserer på det, der sker inde i kroppen. Men det er fortsat en rimelig påstand, at der ikke er så stor forskel på TCM og vestlig medicin, som man skulle tro – det kræver blot en „oversættelse” af „sproget”.

Ved at anskue vestlig medicin og TCM som 2 „sprog”, der beskriver den samme virkelighed, kan man skabe en bedre ramme for fremtidens professionelle uddannelse i TCM. Det er min holdning at en fremtidssikret TCM uddannelse i høj grad skal forbinde sig med det etablerede sundhedsvæsen og den vestlige tankegang. Men det skal ske med respekt for den klassisk kinesiske tilgang.

Kinesisk medicin herunder akupunktur kan være svært at lære for en vesterlænding. Dette skyldes, at terminologien ikke synes at have noget at gøre med de kendte medicinske udtryk og begreber. Når vi tænker på behandling i vestlig medicin, har vi fokus på, hvordan vores nerve- og hormonsystem kommunikerer mellem vores organer. Vi leder efter forstyrrelser i disse systemer for at forklare vores sundhedsproblemer. Men TCM, herunder akupunktur, blev udtænkt for flere tusinde år siden i det gamle Kina, i en tid, hvor der ikke fandtes viden om vores krop på mikroskopisk og kemisk niveau. I stedet blev der anvendt et andet sprog til at beskrive, hvordan kroppen fungerer, og hvordan man med f.eks. akupunktur kunne korrigere sundhedsmæssige problemer. Men igen vil jeg argumentere for, at menneskene og deres sygdomme har været de samme i de 2 verdener. Umiddelbart virker de gamle kinesiske begreber uforståelige og kan normalt ikke oversættes til de udtryk, vi er vant til. Det betyder, at der i vestlige termer ikke er nogen kendt mekanisme til at forklare sygdommenes navne og akupunkturens effekt.

Man kan vove den påstand, at vestlig medicin ofte også har svært ved at forklare, hvorfor man bliver syg, og hvorfor behandlingen virker. Vi er ofte trygge ved etablerede vestlige navne for sygdomme, fordi sproget er velkendt. Vi accepterer, den diagnose vi får, uanset om vi ved, hvad den betyder. For eksempel tilføjes den græske endelse „-itis” ofte til det latinske eller græske navn for en kropsdel. Denne endelse indikerer blot, at der er betændelse i dette område. Dette giver os eksempelvis diagnoser som „bronkitis”, „colitis” og „appendicitis”, der henholdsvis betegner betændelse i bronkierne, tyktarmen og blindtarmen. De 3 diagnoser kan fejlagtigt opfattes som forklaringer på sygdom, men de beskriver på ingen måde, hvorfor der er betændelse. Ja ofte er årsagen til bronkitis, colitis og appendicitis ikke engang kendt. Eller vi kan hos lægen få at vide, at problemet skyldes en hormonubalance, uden at dette beskriver årsagen til vores problem. Men vi kender konceptet, så vi føler, at vi forstår det og er trygge ved det. Vi ligger under for vanetænkning, når det gælder vores krop og dens sygdomme.

I modsætning til vores velkendte vestlige sygdomsforståelse vil de fleste akupunkturskoler uddanne akupunktører ved hjælp af de gamle kinesiske begreber. Så når akupunktøren taler og forklarer om akupunktur, er det disse klassiske udtryk, der anvendes overfor patienterne. Og det er disse udtryk, underviseren anvender overfor de studerende.

F.eks., kan akupunktøren sige til en patient, at dennes migræne skyldes Lever Qi stagnation (en almindelig term i kinesisk medicin). For at forstå dette, vil patienten naturligvis forsøge at omsætte udtrykket til den sygdomsforståelse, han/hun er vant til. Det betyder, at patienten oplever at lide af en eller anden form for leversygdom, hvilket jo i vestlig medicin er ganske alvorligt. Patienten kan måske svare „Jeg fik taget mine levertal for nyligt, og intet var unormalt”? Akupunktøren kan så forsøge evt. at forklare Lever Qi stagnation på følgende måde: Din Nyre Yin er svag, hvilket fører til at din Levers Yin også er svag. Det gør at din Levers Yang ikke kan fastholdes, så den stiger op i dit hoved og giver migræne. Denne forklaring hjælper næppe patienten, som – måske for anden gang – bliver forvirret eller ladt i stikken.

Den samme forvirring oplever mange studerende i starten af studiet. Som akupunkturstuderende kæmper man de første måneder på skolen med at forstå de grundlæggende principper, da intet i disse gamle TCM begreber giver mening. Selvfølgelig kommer der et tidspunkt, hvor det hele begynder at hænge sammen. For at nå til denne åbenbaring, er det ofte nødvendigt at tømme sit hoved for al moderne medicinsk viden. Dette er imidlertid en meget uheldig fremgangsmåde, som fører til, at man betragter kinesisk medicin som et separat, helt uafhængigt system.

Denne situation fører desværre også til, at fx læger, forskere og beslutningstagere for nuværende kun har en beskeden idé om, hvad akupunktur er, eller hvordan metoden virker. Det giver misforståelser, fordomme og påstande om, at akupunktur er hokuspokus og uden reel virkning.

Det er derfor, at der er brug for en anden tilgang til akupunktur. Problemet kan løses ved parallelt at „oversætte” de gamle begreber og den gamle terminologi. Med “parallelt” mener jeg, at den klassiske terminologi skal bestå sideløbende med en ny. Der er således gevinst på 2 planer. For det første bliver det nemmere at lære TCM og herunder akupunktur. Men det bliver også nemmere at give gode forklaringer til patienterne, som igen skaber grundlaget for god kommunikation.