Qi Gong og Tai Chi

Qi Gong og Tai Chi

Skrevet af Kjeld Bruun-Jensen, akupunktør, læge, phd.

气功

Kort fortalt: Qi Gong og Tai Chi er to træningsmetoder i TCM, hvor langsomme, kontrollerede bevægelser styrker kroppens Qi, core-muskulatur og balance – en slags yoga i bevægelse, som også har en oplagt plads på TCM-klinikken.

Qi Gong og Tai Chi er to træningsmetoder, som også relaterer til TCM. De 2 metoder gør det muligt, at man ved egen indsats og træning kan styrke kroppens Qi. Ved at styrke Qi kan man forebygge sygdom og til dels aktivere de selvhelbredende kræfter i kroppen. Det betyder, at man kan træne visse sygdomme væk.

Der findes således ny forskning, der understøtter anvendelsen af Qi Gong og Tai Chi til f.eks. KOL-patienter. Personer med kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL), der udøver Qi Gong eller Tai Chi, kan opleve bedre fysisk formåen, bedre lungefunktion med aftagende dyspnø og bedre livskvalitet. Der er således mere og mere forskning, der peger på, at Qi Gong og Tai Chi kan være gavnlige metoder, også når man skal påvirke sygdomme positivt. I Kina finder man egentlige Qi Gong- og Tai Chi-klinikker og -hospitaler, hvor man behandler alle mulige sygdomme. Det kan ske alene, eller i kombination med akupunktur, eller andre måske mere vestligt inspirerede metoder.

Når man udøver de to metoder, kan det beskrives som en slags yoga i bevægelse. Man udfører altså præcise, kontrollerede, afbalancerede, langsomme bevægelser. Indenfor Qi Gong er øvelserne f.eks. inspireret af naturen, f.eks. af dyrs bevægelser – det kan være tranen, ørnen, hjorten eller tigeren, der ligger til grund for de bevægelser, man laver i Qi Gong. Tai Chi derimod er inspireret af kampsport. Når man laver sine langsomme Tai Chi bevægelser, forestiller man sig en imaginær modstander, som man undviger eller parerer imod. På den måde får man elegante, bløde bevægelser, hvor man kommer helt ud i leddenes yderstillinger. Man skifter vægten over fra den ene kropshalvdel til den anden kropshalvdel, og på den måde får man styrket core-muskulatur, kredsløb og balance.

Figur. Personer der udfører Tai Chi.

Når man udfører Qi Gong og Tai Chi, skal man også rent mentalt være i en fokuseret tilstand. Så der knytter sig desuden en meditativ proces til det at udføre Qi Gong og Tai Chi. Jeg kan kun anbefale, at man prøver de 2 metoder, og måske gør dem til en fast del af sin hverdag. Det er i hvert fald metoder, som flere og flere forskningsresultater peger på, kan være stress-nedsættende mv.

Udover den personlige glæde man kan have af metoderne, så har Qi Gong og Tai Chi en oplagt plads på TCM-klinikken. Her kan man instruere den enkelte patient i øvelser, der kan have terapeutisk effekt. Eller man kan samle en mindre gruppe af patienter på et egentligt hold.

På TCM-klinikken kan man instruere klienterne i Tai Chi og Qi Gong øvelser, der kan udføres derhjemme.

“Core-muskulaturen” er dybe mavemuskler, mellemgulv, bækkenbund, bugmuskler og nedre rygmuskler – dvs. de dybe muskler, som stabiliserer rygsøjlen.

气功 (Qìgōng (og Tai Chi))

Ofte stillede spørgsmål om qi gong og tai chi

Hvad er forskellen på Qi Gong og Tai Chi?

Qi Gong er ofte inspireret af naturens bevægelser, f.eks. dyr som tranen eller tigeren, mens Tai Chi er inspireret af kampsport, hvor man i langsomme bevægelser forestiller sig en imaginær modstander.


Hvad viser forskningen om Qi Gong og Tai Chi ved sygdom?

Der findes bl.a. forskning, der peger på, at KOL-patienter, som udøver Qi Gong eller Tai Chi, kan opleve bedre fysisk formåen, bedre lungefunktion og bedre livskvalitet.


Hvordan kan Qi Gong og Tai Chi bruges på en TCM-klinik?

Terapeuten kan instruere den enkelte patient i øvelser med terapeutisk effekt, eller samle en mindre gruppe patienter på et egentligt hold – gerne i kombination med akupunktur eller andre behandlinger.