Kort fortalt: Både den „gamle” vestlige medicin og TCM har altid været orienteret mod placebo, mens nutidens vestlige medicin, med sin patologisk-anatomiske sygdomsopfattelse, forsøger at holde placebo uden for sit virkefelt – bl.a. gennem placebo-kontrolgrupper i kliniske forsøg. Forfatteren ser det som problematisk, at moderne medicin betragter placebo som en faktor uden for selve behandlingen.

Den „gamle medicin” repræsenteret ved huslægen, var også orienteret imod placebo. Det samme kan siges om TCM. TCM er selvfølgelig meget mere end placebo, men TCM viser respekt for placebo. I modsætning hertil vil nutidens vestlige medicin, hvis sygdomsopfattelse udspringer af den patologiske anatomi, søge at holde placebo udenfor sit virkefelt. Det kommer bl.a. til udtryk i brugen af placebo-kontrolgruppen i forbindelse med kliniske forsøg. Kontrolgruppen skaber en grænse imellem den videnskabeligt dokumenterede effekt, og den effekt der udspringer af det ikke konkrete og svært definerbare.

Videnskabeliggørelsen i moderne medicin har store styrker, men også ulemper. Jeg mener det er problematisk for moderne medicin, at den ser placebo som en faktor der står udenfor behandlingen.