Sommervarme: Sommerens særlige patogen
Skrevet af Kjeld Bruun-Jensen, akupunktør, læge, phd.
暑
Kort fortalt: Sommervarme er en Yang patogen faktor der kun ses om sommeren og kun kan opstå udefra. Den giver høj feber, kraftig tørst og svedproduktion samt hovedpine, og finder sin vestlige parallel i hedeslag – i alvorlige tilfælde kan den søge i dybden og invadere Perikardium med bevidsthedspåvirkning til følge.
Sommervarme er Yang i sin natur og kan derfor skade Yin. Yin er i den forbindelse især kropsvæsker (dehydrering). Sommervarme er en patogen faktor som adskiller sig fra de andre klimatiske faktorer på to måder: 1. Invasion af Sommervarme ses kun om sommeren. 2. Sommervarme er kun en udefra kommende patogen faktor. Sommervarme kan dog godt søge til det indre, men kan altså ikke opstå i det indre.
Sommervarme har en opadgående og udadgående dynamik, hvilket forklarer den typiske hovedpine (opadgående) og svedproduktionen (spredende).
De typiske symptomer i forbindelse med invasion af Sommervarme er i øvrigt: høj feber, kraftigt tørst, kraftig svedproduktion, rødt ansigt, hovedpine, hurtig overfladisk vejrtrækning samt rastløshed og agitation. Desuden ses aversion mod kulde, trykken i epigastriet, kvalme, hurtig og glat puls samt en tunge med rød spids og røde sider og en hvid tyk belægning.

Figur. De første og mest basale symptomer ved invasion af Sommervarme er hovedpine og svedproduktion.
Sommervarme, Varme og Ild er de klimatiske faktorer der påvirker Hjertet. Men det sker ikke direkte. I stedet påvirkes Hjertet via Perikardium, som anses for at være Hjertets ambassadør. Denne relation mellem Perikardium og Hjerte gælder både for klimatiske faktorer, men også som et behandlingsprincip. Sidstnævnte skal forstås således, at man ofte står sig godt ved, at behandle Hjertet via punkter på Perikardium meridianen.
Sommervarme der søger i dybden: Følsomheden overfor Kulde kommer, ifølge TCM, fordi Sommervarme invaderer kroppens ydre lag og dermed udfordrer Wei Qi. Sommervarme har en stor tendens til at bevæge sig i dybden i kroppen til Qi niveauet. Når det sker, altså når Sommervarmen søger dybere i kroppen, opstår symptomer på indre Varme. Det vil sige irritabilitet eller agitation, stor tørst, rød tunge og hurtig puls. I alvorlige situationer kan Sommervarme, der søger i dybden, invadere Perikardium. Det kan føre til stærk påvirkning af Shen, hvilket kommer til udtryk som forvirring, kognitiv påvirkning og bevidstløshed. Sommervarme der søger i dybden finder således sin vestlige parallel i hedeslagets mere alvorlige symptomer.
Invasion af Sommervarme = hedeslag
• Kraftig svedproduktion med dehydrering og eventuelt ophør i svedproduktionen
• Forvirring, aggression, hovedpine og psykisk påvirkning
• Blodtrykket kan falde betydeligt på grund af dehydreringen, hvilket giver besvimelse eller svimmelhed
• Det lave blodtryk øger både puls og åndedræt i et forsøg på at skaffe mere ilt til kroppen
• Huden bliver rødlig fordi blodkarrene udvider sig
• Kulderystelser som ved feber eventuelt med kramper
• Kvalme og opkastning
• Midlertidig blindhed kan forekomme
• I slutstadiet af et hedeslag bliver patienten bleg, blålig, bevidstløshed og til sidst komatøs
Der er, som det ses, en del sammenfald mellem de tidlige symptomer på hedeslag (hypertermi) og invasion af Sommervarme.
Sommervarme og Fugt: Sommervarme ses ofte sammen med Fugt, hvilket kan give en følelse af tyngde, især i epigastriet. Det er også Fugt der gør, at tungebelægningen kan være tyk og klistret og at pulsen kan være glat – sideløbende med at Varmen gør den hurtig. Især ShaoYang meridianerne er følsomme for Sommervarme.

Figur. Sommervarme er i resonans med ShaoYang. Det vil sige at Sanjiao- og Galdeblære meridianerne er følsomme overfor Sommervarme.
Sommervarme som klimatisk faktor ses kun om sommeren. De øvrige klimatiske faktorer forekommer året rundt.
De centrale symptomer ved invasion af Sommervarme er hovedpine og svedproduktion.
Hedeslagets kognitive symptomer og eventuelle bevidstløshed, forklares i TCM med, at Sommervarmen invaderer Perikardium.
Fugt gør pulsen glat, og varme gør den hurtig.
Læs også
暑 (Shǔ – sommervarme)
Spørgsmål om sommervarme: sommerens særlige patogen
Hvad gør Sommervarme unik blandt de seks klimatiske faktorer?
Den ses kun om sommeren, og den kan kun opstå udefra – den kan altså søge til det indre, men ikke opstå der.
Hvordan påvirker Sommervarme, Varme og Ild Hjertet?
Ikke direkte, men via Perikardium, som anses for at være Hjertets ambassadør – både som sygdomsvej og som behandlingsprincip.
Hvad sker der, hvis Sommervarme søger i dybden og invaderer Perikardium?
Det kan give stærk påvirkning af Shen med forvirring, kognitiv påvirkning og bevidstløshed – svarende til hedeslagets mere alvorlige symptomer i vestlig medicin.
