Vind-Varme og Vind-Fugt

Vind-Varme og Vind-Fugt

Skrevet af Kjeld Bruun-Jensen, akupunktør, læge, phd.

风热

Kort fortalt: Vind-Varme invaderer typisk via de øvre luftveje og giver tørst, sej gullig slim og pulserende hovedpine, mens Vind-Fugt giver kuldefornemmelse, hævede lymfeknuder og tyngdefornemmelse, fordi Fugt blokerer meridianernes Luo-forbindelser.

Vind-Varme kan invadere kroppen direkte, men Vind-Varme kan også opstå ud fra Vind-Kulde. Når der er tale om et Vind-Varme mønster, udvikler de generelle symptomer sig på følgende måde: tørst og tørhed i munden – varmen fordamper jo væske; sammenligeligt med et Vind-Kulde mønster, kommer der ved Vind-Varme også svedtendens og rødme/ømhed i halsen; hvor hovedpinen ved Kulde har karakter af spænding, vil hovedpinen ved Vind-Varme være mere pulserende; sekret, opspyt og snot er ved Vind-Kulde klart og tyndt, men skifter karakter til sejt og gulligt ved Vind-Varme; Varme vil også medføre at pulsfrekvensen stiger. Men pulsen er stadigvæk superficiel (=overfladisk), som den også er ved Vind-Kulde. Superficiel puls er karakteristisk ved overskud; hvor Vind-Kulde kom til udtryk med en hvid tunge belægning, så vil tungen nu blive rød og få en gul belægning; urinen bliver også mere koncentreret, det vil sige mørkere ved Vind-Varme.

Vind-Varme vil typisk invadere kroppen via de øvre luftveje. Dette svarer til mekanismen tidligere beskrevet i forbindelse med omtalen af begrebet Wen Yi, som dækker over Varme patogene faktorer med epidemisk karakter. De ovenfor nævnte karakteristika knyttet til Vind-Varme kan gøre sig gældende uanset om det er Vind-Varme i forbindelse med f.eks. forkølelse, influenza, hoste, astma, allergi eller bihulebetændelse.

Hoste, der forbinder sig til et Vind-Varme mønster, udvikler sig som tidligere beskrevet som en rebelsk Lunge Qi. Men da Varmen indkoger den væske og slim, der er i Lunger og luftveje, vil det, der hostes op være mere sejt og gulligt. Den seje slim betyder større tendens til vejrtrækningsbesvær sammen med hosten. Astma, der ses sammen med et Vind-Varme mønster, vil typisk udvikle sig mere alvorligt. Igen er slimen sej og gullig, og den vil kræve en kraftig hoste, før den kommer op. Patienten vil desuden bruge de accessoriske hjælpemuskler, og der kan ses rødmen eller rødviolet farve i ansigtet, som følge af begyndende cyanose. Astma der ses sammen med et Vind-Varme mønster, vil finde sin vestlige parallel i en astma der er kompliceret af en infektiøs bronkitis. Allergi i luftvejene, som ses i forbindelse med et Vind-Varme mønster, er typisk forbundet med lidt mere gulligt sekret/snot og tiltagende rødme i øjnene. Dertil kommer rødme omkring næsen og et rødt ansigt og tiltagende tørst. En allergi som ses sammen med Vind-Varme spreder sig ofte til flere slimhinder, og kan derfor involvere nedre luftveje og give astmasymptomer. I øvrigt vil mange af de indledningsvis nævnte symptomer også være til stede, såsom hurtigere puls, rød tunge med gul belægning, hovedpine, tørst og mundtørhed mm. Bihulebetændelse, der ses sammen med et Vind-Varme mønster, er forbundet med mere sejt slim som er gult eller grønt. Desuden oplever patienten varme fornemmelse eller egentlig feber. Dertil kommer smerter og trykømhed ud for de involverede bihuler.

Vind-Fugt: De centrale symptomer er kuldefornemmelse, feber, hævede lymfeknuder, kvalme, svedproduktion, stivhed i nakken, muskelømhed, tyngdefornemmelse i kroppen og hævede led. Desuden vil pulsen være glat. Ovennævnte symptombillede ses altså i begyndelsesstadiet af Vind-Fugt invasion. Vel at mærke når Fugt er den dominerende part. Fugt er Yin og har masser af tyngde. Det betyder at Fugt blokerer og aflukker. Når Fugt lukker de tværgående Luo-forbindelser mellem meridianerne, kan det føre til at lymfekirtlerne hæver f.eks. på halsen.

Ovennævnte beskrivelse leder tankerne hen imod lymfesystemet, som det beskrives i vestlig medicin. Ved infektioner udfordres lymfesystemet ofte. En del af det infektiøse materiale, bestående af både mikroorganismer og hvide blodlegemer, vil drænes fra infektionsstedet ved hjælp af lymfekarrene. Når det sker, vil de regionale lymfeknuder hæve.

Når Vind-Fugt skaber blokering i muskulaturen, vil det skabe muskelømhed og en tung følelse i kroppen. Når Fugten lukker og blokerer leddene vil det skabe ledsmerter. Vind-Fugt der blokerer meridianerne i hovedet vil give hovedpine. Hovedpinen føles tung og stram, og kan minde om det, vi vestlig medicin kalder spændingshovedpine. Udover den tunge og stramme hovedpine ledsages fænomenet af svimmelhed. De symptomer som er nævnt indledningsvis, altså de generelle Vind-Fugt symptomer, vil i større eller mindre grad ledsage hovedpinen.

Når Vind-Fugt invaderer kroppens ydre, vil det først ske via Cou Li, og derefter via de små Luo-forbindelser mellem meridianerne, via musklerne, via leddene, eller via de store meridianer. Fugten har substans og tyngde og giver symptomer, der knytter sig til dette. Men når Vinden også er en partner i invasionen, vil symptomerne også kunne opføre sig som vind. Det vil sige flygtigt, hurtigt og ikke mindst mobilt eller “vandrende” – dvs. at symptomerne flytter sig fra sted til sted. Det kan f.eks. være hævede og smertende led med skiftende lokalisation, eller muskelsmerter der flytter sig mellem balder og lår. Når en ydre klimatisk faktor rammer de nævnte ydre lag i kroppen, taler man om et Bi-syndrom. Et Bi-syndrom, knyttet til Vind-Fugt, kan således vise sig på en meget bred front. Alt fra vandrende og flygtige symptomer til stedfæstede og stabile symptomer, eller en blanding af disse. Typisk vil et varmt klima kunne give en høj luftfugtighed. Så blæst i forbindelse med varmt klima er en typisk vejrsituation, hvor Vind-Fugt kan føres ind i kroppen.

Vind-Varme og Vind-Fugt

Figur. Hævede lymfeknuder på f.eks. halsen kommer, når mikroorganismer og hvide blodlegemer drænes fra infektionsstedet ved hjælp af lymfekarrene. I TCM svarer det til, at Fugt lukker de tværgående Luo-forbindelser mellem meridianerne, med hævede lymfekirtler som konsekvens. En eller flere hævede lymfeknuder på fx. halsen, skal altid visiteres videre til egen læge, da det kan være et tegn på alvorlig sygdom.

Søger Vind-Fugt i dybden, vil det typisk være Milten der bliver påvirket. Det vil give forstyrrelser i fordøjelsen såsom diarré og kvalme. Kvalme er Mave Qi der vender forkert, hvilket også benævnes rebelsk Qi, dvs. Qi der søger op i stedet for ned. Så sure opstød, kvalme og opkast er eksempler på rebelsk Mave Qi.

Ifølge Wen Yi skolen vil Vind-Varme typisk invadere kroppen via de øvre luftveje.

Hoste kaldes også for rebelsk Lunge Qi.

Astma der involverer et Vind-Varme mønster er alvorlig, og svarer til en astma der er kompliceret af en infektiøs bronkitis.

Et Vind-Varme mønster er typisk kendetegnet ved sejt sekret der er gulgrønt.

Fugt er Yin og har masser af tyngde. Det betyder at Fugt blokerer og aflukker. Ifølge TCM kan det føre til hævede lymfeknuder.

Bi-syndrom opstår når, invasion af en ydre patogen faktor skaber stagnation.

风热 (Fēng rè – vind-varme)

Spørgsmål om vind-varme og vind-fugt

Hvordan adskiller symptomerne ved Vind-Varme sig fra Vind-Kulde?

Ved Vind-Varme bliver hovedpinen pulserende (fremfor spændt), sekretet sejt og gulligt (fremfor klart og tyndt), tungen rød med gul belægning, og urinen mørkere – mens pulsen, som ved Vind-Kulde, forbliver superficiel.


Hvorfor kan Vind-Fugt give hævede lymfeknuder?

Fordi Fugt er Yin og tung og derfor blokerer og lukker de tværgående Luo-forbindelser mellem meridianerne, hvilket TCM forbinder med hævelse af lymfekirtlerne.


Hvad kendetegner symptomerne ved Vind-Fugt særligt, sammenlignet med ren Fugt?

At symptomerne, udover Fugtens tyngde, også kan opføre sig flygtigt og “vandrende” – dvs. flytte sig fra sted til sted, som det ses ved hævede og smertende led med skiftende lokalisation.