Kort fortalt: Fra 1912 var TCM’s popularitet i frit fald. Krig, fattigdom og en voksende tro på vestlig medicin bragte traditionel kinesisk medicin tæt på udslettelse.

I 1912 var TCM’s popularitet i frit fald, kraftigt udfordret af væksten i vestlig medicin i Kina. I andre østasiatiske lande, for eksempel Japan og Vietnam, var tilbagegangen også tydelig. I Europa og Nordamerika havde akupunkturen lige netop fået fat med det yderste af neglene, men var langt fra accepteret.

Kejserdømmets fald og opløsningen af den traditionelle kinesiske administration, manglende interesse hos de europæiske magter, ekstrem fattigdom og elendighed samt den hastigt stigende indflydelse af vestlig medicin, var alle årsager til TCM’s opløsning. Fra den kinesiske republiks første dage var den intellektuelle elite parat til at opgive den traditionelle kultur og dermed TCM.

Så tidligt som i september 1915 blev der udstedt en ordre, der krævede, at udøvere og studerende inden for sundhedsfagene skulle opfylde de krav om kvalifikationer, der var etableret af vestlige nationer. I 1929 ophørte det kinesiske sundhedsministerium med at registrere traditionelle læger og annoncerede et forslag om at afskaffe TCM. Kina var nået til et punkt, hvor landet undsagde sin egen traditionelle medicin, til fordel for troen på dens vestlige rival.

Efter Qing-dynastiets fald og kejsertidens afslutning i 1912 fulgte et magttomrum i Kina. Først i 1926 lykkedes det Jiang Jieshi (Chiang Kai-shek) med militærmagt at forene landet, som repræsentant for Kuomintang – det kinesiske nationalistparti. I mellemtiden havde en anden vestlig ideologi, kommunismen, gjort sit indtog: det kinesiske kommunistparti blev dannet i 1921, og hermed var der skabt en ny basis for uro, idet nationalister og kommunister bekæmpede hinanden i en borgerkrig, der kom til at vare omkring 20 år.

Situationen blev yderligere kompliceret af, at Japan invaderede Kina i 1937 – en krig hvor omkring 20 millioner mennesker døde, og som går under navnet “det asiatiske holocaust”. Den første halvdel af 1900-tallet var således en periode i Kina med næsten ufattelige menneskelige lidelser. Under disse vilkår var det umuligt for den traditionelle kinesiske medicin at vise sit værd, og begyndelsen af 1900-tallet var derfor både teoretisk og praktisk ødelæggende for TCM.