Kejserstyrets fald
Skrevet af Kjeld Bruun-Jensen, akupunktør, læge, phd.
辛亥革命
Kort fortalt: Opiumshandel, blodige oprør og hungersnød ødelagde i midten af 1800-tallet en 2.000 år gammel styreform og banede vejen for revolutionen i 1911 og Kejserdømmets endelige fald.
I midten af 1800-tallet indtraf en række hændelser, der skulle ødelægge en 2.000 år gammel styreform. Første trin i denne udvikling var, at europæerne, især englænderne, illegalt bragte opiumhandel til landet. Mellem 1821 og 1854 steg opiumleverancerne til Kina med ca. 1.600 %. Det var en handel, der medførte smerte og menneskelig lidelse, og som stigmatiserede kineserne – ikke narkohandlerne, der var vesterlændinge, og som handlede for deres egen profit.
Mellem 1851 og 1865 var der voldsomme oprør i Kina, og ikke mindre end 20 millioner kinesere døde. Det mest markante var det såkaldte Taiping-oprør (1851-64), anført af Hong Xiuquan, som forsøgte at vælte Qing-dynastiet og erstatte det med “Det store freds himmelske rige”. Fundamentet for oprøret var blandet af elementer fra kristendom og klassisk kinesisk tænkning. Ca. 20 millioner mennesker mistede livet, og selvom oprøret blev nedkæmpet, var det på sigt med til at destabilisere Qing-dynastiet.
I 1877-1878 var der desuden en hungersnød, der involverede 9 millioner kinesere. Perioden var således præget af oprør, hungersnød, epidemier og “opiumskrige” – sidstnævnte viste hurtigt, at europæerne besad en militær styrke, som var kinesernes langt overlegen.
Som følge af nød, elendighed og opiumskrigenes destabilisering opstod der i Kina en atmosfære af tilbagegang og tab af autonomi. Deraf fulgte mod slutningen af 1800-tallet et krav om grundlæggende politiske og institutionelle reformer af kejserstyret. Det førte til stigende modsætninger mellem provinserne og hoffet i Beijing, hvilket udløste en revolution i 1911, kejserstyrets fald og etableringen af den første Kinesiske Republik.
Dynastierne strakte sig tidsmæssigt fra år 1600 f.Kr. til år 1912, og man får et fint indtryk af afslutningen på det sidste dynasti i storfilmen “Den sidste Kejser”. Filmen handler om den tolvte og sidste kejser i Qing-dynastiet, der var enevældig kejser mellem 1908 og 1912 og formel kejser mellem 1912 og 1924. Sammenbruddet af det sidste dynasti førte til enorme udfordringer for TCM.
Vesten gjorde sig skyldig i en omfattende narkohandel, der var en social katastrofe for det kinesiske samfund.
Se eller gense eventuelt storfilmen “Den sidste Kejser”.
Det sidste dynasti ophører 1912, efter 3.500 år med denne styreform i Kina.
Læs også
辛亥革命
Ofte stillede spørgsmål om kejserstyrets fald
Hvad udløste kejserstyrets fald i Kina?
En kombination af illegal europæisk opiumshandel, voldsomme oprør som Taiping-oprøret, hungersnød og et voksende krav om politiske reformer førte til revolutionen i 1911 og kejserstyrets fald.
Hvad var Taiping-oprøret?
Taiping-oprøret (1851-64) var en stor og blodig opstand anført af Hong Xiuquan, der forsøgte at vælte Qing-dynastiet. Omkring 20 millioner mennesker mistede livet, og oprøret bidrog til at destabilisere kejserdømmet.
Hvilken betydning fik kejserstyrets fald for TCM?
Sammenbruddet af det sidste dynasti i 1912 og den efterfølgende politiske uro førte til enorme udfordringer for traditionel kinesisk medicin, som i årtierne derefter kom under hårdt pres fra vestlig medicin.
