Kort fortalt: Med hospitalernes fremkomst omkring 1800-tallet blev sygdomsopfattelsen systematiseret og ensrettet, og lægens rolle skiftede fra den passive huslæge til den aktive, behandlende hospitalslæge. Diagnose-klassifikation skabte struktur, men risikerede samtidig at anonymisere både behandler og patient og gøre tilgangen til sygdom mere analytisk – det modsatte af holisme.

På overgangen mellem 1700-tallet og 1800-tallet får den gamle huslæge i vesten således konkurrence. Konkurrencen kommer fra oprettelsen af hospitaler, hvor indlæggelsen løsriver patienten fra livssammenhæng og natur. Hvor huslægen var mere passiv og overlod sygdommen i naturens vold, bliver hospitalslægen mere aktiv og behandlende.

Det er givet, at det hvide hospitalstøj, som både personale og patienter bærer, har en hygiejnisk funktion. Men det er også et symbol på, at man på hospitalet lægger sin personlighed og sit hverdagsliv bag sig.

Anatomi/fysiologi, og patologi bliver de nye discipliner i moderne vestlig medicin. Der sker en ensretning af sygdomsopfattelsen, og der dannes en række fælles begreber. Det bliver nu statens opgave at forvalte den korrekte måde at helbrede på. Hvor der tidligere knyttede sig en religiøs tilgang til vestlig medicin, fødes der nu en egentlig sundhedspolitik. Tanken om at sygdom kunne være “Guds straf” havde været en del af den “gamle medicin”.

Med udviklingen af vestlig medicin som institution, og med etableringen af de første hospitaler systematiseres og ensrettes sygdomsopfattelsen. Herved skabes forudsætning for klassifikation af diagnoser og for udviklingen af et fagsprog.

Sygdomsmodellen i vestlig medicin og i alternativ terapi er ofte vidt forskellig. Anatomi/fysiologi og patologi danner derfor ikke altid basis for alternativ diagnostik, og grundlag for valg af alternativ behandlingsstrategi.

Vi kan derfor stille os selv følgende spørgsmål: “På hvilket plan skal anatomi/fysiologi og patologi egentlig anvendes, når vi sidder i den alternative klinik”? Umiddelbart kan jeg kun se to besvarelser på dette spørgsmål:

1. Anatomi/fysiologi og patologi er vigtig, fordi akupunktøren her lærer at forstå den etablerede medicins sprog. Et sprog som klienten til dels selv taler, når vedkommende fortæller sin sygehistorie. Men også et sprog der er en forudsætning for kommunikation på tværs af faggrænser. Dvs. et sprog der er forudsætningen for at akupunktøren kan tale med det etablerede sundhedsvæsen. En teoretisk indlæring på et rimeligt niveau er grundlaget for at lære dette fagsprog.
2. Anatomi/fysiologi og patologi er vigtig, fordi du skal kunne visitere/sortere patienterne. Du skal kende din begrænsning – mao. vide, hvad du roligt kan behandle og hvad du bør “holde fingrene fra”. Det kræver, at du kan omsætte det teoretisk indlærte stof til praktisk handling. TCM er jo i disse år i rivende udvikling, og der spores en større og større interesse i befolkningen for især akupunktur. Med denne udvikling følger også den kendsgerning, at flere og flere vil opsøge deres akupunktør som den første kontakt i forbindelse med et opstået symptom. Klienten har ikke så ofte som tidligere været igennem sundhedsvæsenets “filter”, hvorfor du som akupunktør nu vil få rollen som den, der skal visitere/sortere.

Ved hjælp af diagnose-klassifikation bliver den vestlige medicin struktureret, og behandlingsformen bliver sat i system. Konsekvensen af dette er en risiko for anonymisering af både behandler og patient. Det er ikke altid den velkendte “huslæge” man møder, men oftere en mere anonym hospitalslæge. Og omvendt møder hospitalslægen en patient, hvis sociale baggrund og liv i øvrigt ikke har betydning for behandlingen. Den systematiserede behandling i kombination med anonymisering fører til, at lægearbejdet mister personlighed og erstattes af rutine. En anden konsekvens af udviklingen er, at tilgangen til sygdommen bliver mere analytisk. I en analytisk tankegang adskiller man bevidst helheder i dele, hvilket er det modsatte af holisme.

Den her beskrevne udvikling i den moderne vestlige medicin kan skabe et problem: Når man i højere grad tilgår det syge menneske med rutine og analytisk tilgang, uden at hans eller hendes sociale baggrund og liv i øvrigt medtænkes, så skaber det problemer. Den moderne vestlige medicin kan komme til at overskride patientens egen opfattelse af sin sygdom.

Dette kan medføre legitimitetsproblemer, som kan komme til udtryk i patientens tvivl om behandlingens rigtighed og relevans.

Når patienten oplever sig anonym, når sygdommen bliver revet løs fra livssammenhængen og når den moderne medicin adskiller helheder i dele, så kan patienten miste tilliden til behandlingssystemet.