Naturen som omdrejningspunkt i sygdomsopfattelsen
Skrevet af Kjeld Bruun-Jensen, akupunktør, læge, phd.
自然
Kort fortalt: I den „gamle” vestlige medicin og i TCM ses naturen som en central medspiller i sygdom og helbredelse. To klassiske landskabsmalerier fra 1500-tallet – ét europæisk, ét kinesisk – illustrerer, hvor forskelligt de to kulturer har opfattet forholdet mellem menneske og natur. I TCM er kroppens forbindelse til natur og klima helt konkret: vind, varme, kulde, tørhed og fugt kan alle give sygdom.
At anskue den sociale sammenhæng eller familien som sygdommens naturlige udfoldelsessted medførte i den “gamle udgave” af vestlig medicin, at pleje og behandling skulle støtte naturen i dens kamp mod sygdommen. Denne tilgang har ligheder med forestillingen i TCM om, at patienten og dennes sygdom skal ses i en større sammenhæng. Med afsæt i de 2 citater fra “Klinikkens fødsel”, er det rimeligt at sige, at vestlig medicin havde holistiske træk før det 18. årh. Det er også rimeligt at sige, at forskellen på TCM og vestlig medicin især er opstået fra det 18. årh. (1700-tallet) og frem til i dag.
Hvis vi kigger på 2 klassiske landskabsmalerier, der henholdsvis repræsenterer kinesisk og europæisk kultur i 1500-tallet, bliver forskellen imellem de to kulturer tydelig.

Figur 14. Europæisk landskabsmaleri malet af Annibale Carracci i 1596. Billedet hedder „fisketuren”. Det forhold, at der er et navn på maleren, fortæller os, at europæisk kultur fremhæver individet. På billedet ser vi en gruppe mennesker på fisketur. De er alle unikke og kan kendes fra hinanden. Personerne fylder meget i billedet og danner forgrunden, imens naturen træder i baggrunden. Vi ser hvorledes mennesket aktivt udnytter og bruger naturen – et udtryk for at naturen blot står til rådighed.

Viser et klassisk kinesisk landskabsmaleri fra 1500-tallet. Bemærk hvor stor naturen er, og hvor små menneskene er. De 2 personer på billedet er ikke unikke og kan ikke kendes fra hinanden. Her er mennesket en lille del af den store natur – en tankegang der udgår fra Daoismen. Denne opfattelse medfører, at TCM ser naturen som enten en med- eller modspiller i kroppens fysiologi. Ja faktisk vil natur og klima spille en hovedrolle, når sygdommen udvikles. Et andet forhold er, at maleren ikke er kendt. Jeg har selv købt flere malerier i Kina, og ingen af dem har været signeret. Dette forhold støtter det faktum, at kinesisk kultur er meget lidt individorienteret.
Det er karakteristisk at sygdomsforståelsen i TCM netop medtænker naturens indflydelse. Således udvikles sygdom både på baggrund af indtrængende ydre klimatiske faktorer og udvikling af indre klimatiske faktorer. En sygdom kan opstå fordi man udsættes for naturens vind (herunder træk, blæst og storm) og/eller fordi et indre organ (i dette tilfælde leveren) udvikler en indre vind. På samme måde kan varme, kulde, tørhed og fugt give sygdom.
Naturen eller kroppens egne helbredende kræfter var i centrum i den gamle udgave af vestlig medicin.
I TCM er kroppens forbindelse til natur og klima meget konkret.
Læs også
自然
Spørgsmål om naturen i sygdomsopfattelsen
Hvordan så den „gamle” vestlige medicin på naturens rolle i sygdom?
Den gamle udgave af vestlig medicin anskuede familien og den sociale sammenhæng som sygdommens naturlige udfoldelsessted, og pleje og behandling skulle støtte naturen i dens kamp mod sygdommen – en tilgang med ligheder til TCM.
Hvad viser forskellen mellem det europæiske og kinesiske landskabsmaleri?
Det europæiske maleri fremhæver individet – personerne fylder billedet og udnytter naturen aktivt. Det kinesiske maleri viser mennesket som en lille del af en stor natur, en tankegang der udspringer af Daoismen, og malerierne er typisk usignerede.
Hvordan kan naturen konkret give sygdom ifølge TCM?
I TCM kan sygdom opstå både på grund af indtrængende ydre klimatiske faktorer (som vind, kulde eller fugt udefra) og udvikling af tilsvarende indre klimatiske faktorer i kroppens organer, fx en „indre vind” fra leveren.
Hvornår opstod forskellen mellem TCM og vestlig medicins naturopfattelse?
Forskellen er især opstået fra 1700-tallet og frem til i dag. Før det 18. århundrede havde vestlig medicin også holistiske træk og lignede i højere grad TCMs syn på naturens rolle i sygdom.
