Kort fortalt: På hospitalsbesøget den 2. september 1988 mødte forfatteren akupunktur udført på kinesisk facon: lynhurtige nålestik uden meget kommunikation, behandlinger hver anden dag i serier af 10, akupunktur kombineret med kinesiske lægemidler, cupping, moxabrænding og Tui Na-massage – alt sammen uden det holistiske islæt, han kendte hjemmefra.

Kl. 8.30 den 2/9 blev vi hentet af vores tolk. Vi troede, vi skulle ud i det kinesiske trafikkaos, men hospitalet og klinikken, som vi skulle besøge, lå ganske tæt ved, så turen gik til fods.

Ved indgangen til hospitalet kastede jeg et blik igennem en åbentstående dør. Her mødte mig et sælsomt syn, der mindede mig om middelalderens afretning af dårlig holdning.

Det var overraskende at se, at hospitalet udførte traditionel kinesisk medicin sideløbende med, hvad vi i Vesten ville kalde gammeldags fysiurgisk behandling. Som billedet illustrerer, så vi rækker af kinesere med kraftige bælter om halsen. Ved hjælp af en snor var bælterne, over en trisse i loftet, forbundet til et stort lod.

I lokalet sad 2 rækker af kinesere med kraftige bælter om halsen. Ved hjælp af en snor var bælterne, over en trisse i loftet, forbundet til et stort lod. Først tænkte jeg, at det var en del af TCM, men det viste sig, at være en fysiurgisk strækbehandling mod nakkesmerter, som også har været anvendt i Vesten. Her brugt som en effektiv behandling til nedslidte kinesiske „arbejder nakker”. En meget tidskrævende behandling, som dog ikke er noget problem i Kina, så behandlingen modtages med glæde.

I selve hospitalet mødte vi for første gang akupunkturen udført på kinesisk facon. I et rum på størrelse med en dansk dagligstue sad overlægen, og i et tilstødende lokale af samme størrelse stod ca. 10 brikse, med hver sin patient og uden skærme imellem. Imellem brikserne var der ligeså mange hvidklædte assistenter tilhørende personalet. Overlægens rum fungerede også som venteværelse, hvor patienterne sad rundt langs væggene i kurvestole.

Af billedet fremgår det, at undersøgelse og samtale foregik i fuld offentlighed. Vi ser akupunktur overlægen til venstre tale med en patient, mens andre patienter sidder lige bagved og venter. Et udtryk for at individ eller individualisme ikke har samme status i Kina som i Vesten.

Al undersøgelse og samtale foregik i fuld offentlighed, uden at nogen tilsyneladende lod sig mærke med denne mangel på privatsfære. Patienterne blev efterhånden kaldt over til overlægens skrivebord. Her blev der ført en kort samtale, efterfulgt af en kort undersøgelse, som primært var opbygget omkring puls- og tungediagnose.

Overlægen brugte ca. 5 min. på patienterne, inden de blev sendt igennem den åbentstående dør til briksene, ledsaget af overlægens råb til assistenterne med instruktioner om punktvalg. På den første briks lå en patient i behandling for en neurose, der ud fra et traditionelt kinesisk synspunkt er et „hjerteproblem”. På briksen ved siden af modtog en patient behandling for forhøjet stofskifte. Nålene blev placeret lynhurtigt og med sikker hånd, og der var ikke meget kommunikation imellem behandler og patient. I Danmark udføres akupunkturen typisk meget langsommere og forbundet med langt mere kommunikation mellem behandler og patient. Om kinesernes hurtighed var et udtryk for dygtighed eller „samle-båndsarbejde”, kunne jeg ikke vurdere, men imponerende så det ud.

Vores tolk, der både var uddannet i både TCM og vestlig medicin, fortalte at patienterne normalt møder til behandling hver anden dag. Behandlingerne gives i serier af 10, og ofte skal hver patient igennem flere serier. En akupunkturbehandling varer ca. en halv time, og inkl. transport og ventetid, må man sige at behandlingen er meget tidskrævende set fra et vestligt synspunkt. Men igen, for kineseren er tid ikke noget problem.

På mit spørgsmål om, hvorvidt de lange behandlingsserier er nødvendige for behandlingens effekt, svarede tolken, at hyppigheden havde særdeles stor betydning. De allerfleste sygdomme især de akut opstående, skal behandles på denne måde for at effekten bliver maksimal. Denne oplysning må stå i kontrast til den måde, hvorpå akupunkturen praktiseres i Danmark. Her gives behandlingerne ofte med længere mellemrum (typisk én uge) og i betydeligt kortere serier.

En anden væsentlig forskel er, at kineserne næsten altid bruger akupunkturen sammen med traditionelle kinesiske lægemidler, oftest fra planteriget. Ikke mange akupunktører i Danmark praktiserer på denne måde, til dels fordi de traditionelle kinesiske medikamenter er svære at skaffe.

I det næste rum blev en række ældre patienter behandlet for rygsmerter. Jeg spurgte om man i forbindelse med denne behandling søgte efter de punkter på kroppen, der var ømme. Svaret var nej, hvilket står i kontrast til den simplificerede metode, mange behandlere under hjemlige himmelstrøg benytter sig af.

Her tænkes på den relativt simple akupunktur metode, som fx mange terapeuter bruger ved smerter i bevægeapparatet. Navnet er „dry needling” eller triggerpunkts-akupunktur. Metoden eliminerer effektivt smerter, som tilskrives såkaldte myofasciale triggerpunkter. Disse er lokaliserede ømme og spændte områder i skeletmusklerne. De findes simpelt ved at palpere sig frem, da de er lokalt følsomme for tryk. Herefter stikkes, ofte ganske kortvarigt, i det ømme punkt.

Alle patienter på klinikken og hospitalet fik både stillet en traditionel kinesisk- og en vestlig diagnose. Den vestlige diagnose har dog sjældent konsekvenser for patienten, idet behandlingen på stedet primært retter sig efter TCM’s principper, men da centeret og dermed hospitalet har forskningsstatus, indgår den vestlige diagnose, ofte sammen med løbende laboratorieprøver, i studier af TCM’s virkninger. Kinesernes måde at designe forskningsprojekter på stemmer dog ikke helt overens med den vestlige metode. Der sættes derfor ofte spørgsmålstegn ved studiernes værdi.

På klinikken så vi en række børn der, uden skrig og skrål, accepterede nålebehandlingen. Tolken fortalte at regeringens børnebegrænsningspolitik, med kun et barn pr. familie, imidlertid havde skabt en masse „små kejsere” (= forkælede børn), hvorfor det var blevet mere almindeligt, at børnene protesterede mod nålene. Han fortalte ligeledes at overvægt hos kinesiske børn, var i fremgang, pga. „de små kejsere” fik hvad de pegede på.

På vores vandring igennem klinikken, så vi patienter modtage behandling for skuldersmerter, både i form af akupunktur og kopsætning (=cupping). Ved sidstnævnte metode placeres glaskolber på huden. Kolberne opvarmes forinden ganske kort, således at der opstår et vakuum, der suger hud og underliggende væv udefter. Behandlingen var i 1988 nærmest ukendt i Danmark, men her i 2022 er den ret udbredt.

Viser 2 patienter på hospitalets ambulante klinik. De får begge behandling for skuldersmerter. Den bagerste patient behandles med cupping og den forreste med akupunktur.

En anden vigtig ingrediens i TCM er moxabrænding. Moxa er tørrede bynkeblade, der nærmest gløder som cigarettobak. Vi så moxaen både anvendt på nåle, og som en moxarulle („moxacigar”) der føres hen over akupunkturpunkterne og opvarmer disse. En anden teknik, der blev anvendt på klinikken, var at placere den brændende moxa på en hvidløgsskive direkte på huden.

På 1. sal mødte vi en anden del af TCM, nemlig „Tui Na”, der er kinesisk meridianmassage. Specielt massagen af spædbørn gjorde stort indtryk på os. Vi så spædbørn blive behandlet for skæv nakke, akut diarre og kolik.

Den kinesiske Tui Na massør, der var i gang med at behandle et spædbarn med diarre, forklarede igennem tolken, at en behandling pr. dag i 3 dage var tilstrækkelig. Tui Na kan bedst sammenlignes med „Shiatsu-massage”, der har vundet udbredelse i Danmark.

Specielt Tui Na massagen af spædbørn gjorde stort indtryk på os.

På hospitalet behandler man hver dag 2500 mennesker, primært med TCM-teknikker. Som en naturlig servicefunktion, er der derfor tilknyttet et apotek til hospitalet. Apoteket var leveringsdygtigt i de tusindvis af forskellige ingredienser i traditionelle kinesiske lægemidler. Stedets stemning blev underbygget af den tunge duft fra de mange træskuffer med medikamenter. De fleste af midlerne blev blandet til urteteer. Hurtige hænder vejede de duftende substanser af på en lodvægt og pakkede dem i brunt papir. Pakkerne blev givet videre til de patienter, der forinden havde modtaget akupunktur, cupping, moxabehandling eller TuiNa på hospitalets ambulatorium.

Viser traditionelt kinesisk apotek. Udtrykket kinesisk „urtemedicin” er noget misvisende. Plantedele er godt nok de mest anvendte ingredienser i det klassisk kinesiske apotek. Men der anvendes også ikke-botaniske elementer, både i form af animalske og mineralske produkter. Der er omkring 13.000 ingredienser og over 100.000 TCM opskrifter registreret i den klassiske TCM litteratur. Som nævnt er planteelementer og ekstrakter langt de mest udbredte.

Indlæggelse i forbindelse med akupunkturbehandlinger var ikke så almindeligt. Dette kunne vi se af forholdet mellem de 2500 behandlede patienter på ambulatoriet og det tilstødende hospitals 350 senge. Vi aflagde således et besøg på en af hospitalets afdelinger, der sammenlignet med danske forhold, virkede dårligt udstyret og nedslidt. På hospitalsafdelingerne gik TCM og vestlig medicin „hånd i hånd” som en ganske naturlig kombination.

Figur 9. Hospitalets afdeling for vestlig medicin virkede dårligt udstyret og nedslidt, sammenlignet med danske forhold. Vort umiddelbare indtryk var dog, at patienterne modtog den nødvendige behandling.

Hermed slutter uddrag af dagbog fra de første dage i Shanghai.