Eksempler på selvregulerende feedback systemer

Eksempler på selvregulerende feedback systemer

Skrevet af Kjeld Bruun-Jensen, akupunktør, læge, phd.

反馈

Kort fortalt: Fremmende og hæmmende relationer er et universelt princip i både naturens og kroppens balance. Et centralvarmeanlæg, kredsløbet mellem fordampning og regn, og kroppens svedproduktion er alle eksempler på selvregulerende feedback-systemer, der illustrerer den samme type balance som de fem faser beskriver.

De fem faser; træ, ild, jord, metal og vand er således ikke isolerede fra hinanden, nej de arbejder snarere tæt sammen og har deres egne interne love og mønstre. De regler, der styrer de fem faser omfatter primært en skabende cyklus og en begrænsende cyklus, svarende til de regulerings mekanismer, der er til stede alle vegne i natur og krop.

Balancen i et teknisk system: Brænderen i et centralvarmeanlæg opvarmer vandet til en fastsat temperatur på f.eks. 50 grader. Hvis temperaturen falder til under 50 grader, tænder brænderen automatisk. Når temperaturen pga. den tilførte varme stiger til over 50 grader, slukker brænderen igen. Anlæggets indstilling på 50 grader resulterer i en ensartet temperatur. Brænderen påvirker vandets temperatur, og vandets temperatur virker tilbage (=feedback) på brænderen. Der er balance og harmoni i centralvarmeanlægget.

Balancen i makrokosmos: Når vanddamp stiger op fra jorden, vil den på et tidspunkt fortættes og falde ned igen som regn, der så igen fordampes af solens stråler. Man taler om, at den globale opvarmning har skabt en ubalance i dette system med mere voldsomt vejr, herunder voldsom regn.

Balancen i mikrokosmos: Når vores kropstemperatur stiger, vil det temperaturregulerende center starte svedproduktionen, der afkøler kroppen. Når vi er sunde, er der balance i dette system, men får vi en infektion, kan balancen rykkes, så vi får feber og stor svedproduktion.

Fremmende og hæmmende relationer er et universelt princip i både naturens og kroppens balance.

反馈 (Fǎnkuì – feedback)

Spørgsmål om eksempler på selvregulerende feedback systemer som parallel til de fem faser

Hvad er et selvregulerende feedback-system?

Et system hvor en størrelse (fx temperatur) reguleres af, at dens eget niveau virker tilbage på den mekanisme, der styrer den – som når brænderen i et centralvarmeanlæg tænder og slukker afhængigt af vandets temperatur.


Hvad er et eksempel på et selvregulerende system i den store natur?

Kredsløbet mellem vanddamp, der stiger op fra jorden, fortættes til regn og fordampes igen af solen – et system global opvarmning kan bringe ud af balance.


Hvad er et eksempel på et selvregulerende system i kroppen?

Svedproduktionen, der afkøler kroppen når temperaturen stiger – et system der ved infektion kan rykkes, så vi får feber og kraftig svedproduktion.