Kort fortalt: Europas videnskabelige revolution i 1500-tallet tog afsæt i de gamle grækeres model-baserede tænkning – herunder Platons skelnen mellem fænomenverdenen og idéverdenen – kombineret med en mindre topstyret social struktur end i Kina. Det gav den europæiske tænkning frihed til at bryde med fortiden, hvilket Daoismens enhedstænkning aldrig tillod i Kina.

Europas historie tager sit udspring hos de gamle grækere, som fra år ca. 500 f.Kr. havde stor indflydelse på landene omkring Middelhavet. Romernes indtog på den græske halvø i 146 f.Kr. afsluttede denne indflydelse. Herefter skabte Romerriget en enhed i Europa, som dog gik i opløsning efter Romerrigets fald i 476 e.Kr. I det vakuum der opstod efter Romerriget, gik Europa ind i en middelalder, som varede fra år ca. 500 e.Kr. til det 14. århundrede. Videnskabeligt og filosofisk var tiden fra omkring år 500 til år 900 meget stillestående (=mørk middelalder). Derefter skete der en langsom udvikling i filosofi og litteratur, medens den videnskabelige revolution først brød igennem i Europa i 1500-tallet. Dette gennembrud repræsenterer en fantastisk periode i europæisk historie, hvor der i løbet af kort tid blev etableret en ny indsigt i astronomi, fysik, matematik, kemi, medicin osv.

Den europæiske videnskabelige revolution tog afsæt i de gamle grækeres overleverede tekster. Her fandtes en tænkning, der tillod modeller af verden – fx modeller af solsystemet, som så igen kunne være afsæt for analytisk tænkning. Dette afsæt fandtes ikke i Kina, hvor Daoismen tværtom virkede begrænsende på analytisk tænkning i videnskabelig forstand.

Grundlaget for, at man kunne lade verden repræsentere af en model eller idé om verden, finder man hos den klassiske græske filosof Platon. Han opdeler verden i fænomenverdenen, som er den verden vi oplever – og idéverdenen, som repræsenterer vores tænkning.

Afsættet i den græske tænkning kombineret med, at den sociale struktur i Europa ikke var nær så topstyret, som den kinesiske, gjorde den videnskabelige revolution mulig. I Vesteuropa havde man i byerne omkring 1500-tallet et lokalstyre med en borgmester, et byråd, håndværkerlav, oldermænd mm. I Kina var byerne derimod blot store samlinger af mennesker, der uden særlige rettigheder blev topstyret af en lensmand underlagt Kejseren.

Dette førte til, at den europæiske tænkning, fra 1500-tallet og frem, havde friheden til at bryde med fortiden. Herved blev den europæiske tænkning mere videnskabelig end den kinesiske. Typisk blev europæisk forskning bygget op omkring mindre forskningsmiljøer, der med individuel frihed og kreativitet kunne bidrage til nye gennembrud. En udvikling som også skulle få store konsekvenser for vestlig medicin, nogle hundrede år senere.

Det europæiske brud med fortiden kulminerer også et par hundrede år senere, hvor man med den Franske Revolution etablerer individets ret. Samlet i slagordet „Frihed, lighed og broderskab” etableres forudsætningerne for det enkelte menneskes rettigheder. Denne revolution udeblev ligeledes i Kina, som den dag i dag kan kritiseres for manglende rettigheder for individet.

Den videnskabelige revolution, som Europa oplevede i det 16. og 17. århundrede, tog afsæt i en videreførelse af den græske videnskab efter en pause på 1500 år. Selvom man i Kina i det 16. og 17. årh. havde en økonomisk og social struktur, som på nogle punkter lignede den europæiske, så kom der aldrig et videnskabeligt gennembrud i Kina. Forklaringen er muligvis kinesernes topstyrede dynastiske system kombineret med Daoismens tankesæt. Det bevarede holismen i TCM, og man vedblev med at indsamle viden baseret på erfaringer.