Kort fortalt: Frem til 1500-tallet var Kina vidensmæssigt på niveau med eller foran Europa – med opfindelser som støbejern, kompasset, papiret og bogtrykning med løse typer længe før Vesten. Men Daoismens enhedstænkning gjorde, at kineserne aldrig udviklede den model- og formelbaserede analytiske tænkning, der senere skabte den videnskabelige revolution i Europa.

Kina var, i stort set alle henseender, på niveau – eller over europæisk niveau – frem til 1500-tallet. Men efter 1500-tallet rykker Europa sig vidensmæssigt sammenlignet med Kina. Europa gennemlever på dette tidspunkt en videnskabelig revolution, som udebliver i Kina.

Allerede 300 f.Kr. producerer man støbejern i Kina. Det begyndte man først på i Europa 1700 år senere. Ca. 200 f.Kr. etableres TCM teorierne med afsæt i Yin og Yang og De fem faser. Kineserne opfinder kompasset i år 83 og papiret ca. år 100. Bogtrykning med løse typer er en realitet i Kina imellem 950 og 1050 (Gutenberg tog æren for opfindelse i Europa i 1450). Og i 1610 trykkes i Kina et leksikon indeholdende ikke mindre end 10.000 kapitler.

I Kina er historien, på trods af utallige krige og voldsomme magtskift, præget af kontinuitet og sammenhæng. Fra oldtiden og op til vort århundrede har man i Kina haft det samme skriftsprog. Man har også indtil det 20. århundrede haft et uændret politisk system, bestående af dynastier, hierarkisk opbygget med en Kejser, der har styret riget. Det vanskelige skriftsprog, som kun få evnede at tilegne sig, har i over 2000 år låst Kina fast i et topstyret system, som ingen fremmed magt har kunnet ændre noget ved.

Især Konfucianismen og Taoismen, men også Buddhismen, har hele vejen igennem været styrende for livsanskuelsen. Specielt Taoismen (=Daoismen) skaber grundlaget for den holistiske filosofi, som præger det klassiske kinesiske tankesæt, herunder TCM.

At der tænkes i sammenhæng fremfor modsætning, fremgår af følgende grundsætninger i Daoismen:

Den holisme som er til stede i kinesisk livsanskuelse og i TCM, er både en styrke og en svaghed. Daoismen er en enhedstænkning, hvor der intet findes udenfor Dao. Det betyder, at alt er i denne verden. Og da man ikke kan forestille sig noget uden for denne verden, udvikler fortidens kinesere ikke modeller af verden. Tænkning ved hjælp af modeller, er en afgørende metode, når man vil udvikle ny viden. Modeller findes i astronomi, fysik, matematik, kemi, vestlig medicin osv.

Modeller er et redskab i analytisk tænkning, der igen bliver grundlaget for formler. Kineserne havde simpelthen ingen modeltænkning på det afgørende tidspunkt. Deres produktion af viden er i stedet baseret på erfaring. Dvs. at de holder sig til, hvad der kan opleves, og forsøger at fastslå forbindelser imellem forskellige oplevelser. Det er netop denne proces, der ligger bag den enorme akkumulerede viden i TCM.

Men den erfaringsbaserede metode finder ikke nødvendigvis frem til grundlæggende lovmæssigheder. Den tegner i stedet en sammenhæng imellem vidt forskellige ting. Dette sker fx i det billedsprog, der anvendes i De fem faser.

Et eksempel på, hvordan kinesisk livsanskuelse har kunnet begrænse visse former for videnskabelig viden, er det faktum, at der ikke findes en detaljeret anatomi i TCM. Kineserne har altid holdt dyr, og herefter slagtet og udnyttet hvert eneste hjørne af dyret, til enten mad eller andre formål. Men de har ikke analyseret, hvordan dyret har kunnet fungere. De har ikke undersøgt hele dets anatomiske og fysiologiske konstruktion. Når kineserne ikke har fokuseret på en teoretisk forståelse af kroppens indre, skyldes det muligvis konfucianismen. Man kan blot konstatere, at den erfaringsbaserede verdensforståelse, som de har udviklet for mere end 2000 år siden, på nogle områder har begrænset dem. Afledt af den kinesiske kultur, har tænkemåden hindret dem i at udvikle modeller, formler og dermed en naturvidenskab, svarende til den der etableres i Europa i 1500-tallet. Det gode ved den udvikling er imidlertid, at TCM ikke har lagt holistisk tænkning bag sig, som det er sket i moderne vestlig medicin.