Kategorisk versus systemisk tænkning
Skrevet af Kjeld Bruun-Jensen, akupunktør, læge, phd.
系统思维
Kort fortalt: Yin Yang filosofien er systemisk fremfor kategorisk – i modsætning til vestlig medicins ofte kategoriske tænkning (fx opdelingen i psyke og soma) tænker klassisk kinesisk medicin mennesket som forbundet med og i udveksling med omgivelserne, hvilket giver mere helhedsorienterede diagnoser.
Sådan kan man blive ved med at finde eksempler i vores natur, i vores liv og i vores måde at leve på, som understreger det forhold, at der er en indbyrdes omdannelse imellem Yin og Yang.
Yin og Yang er i en evig rotation, hvor de to størrelser skifter/bytter plads indbyrdes. Den indbyrdes omdannelse imellem Yin og Yang er således en universel lov gældende for udviklingen og omdannelsen af alle objekter og situationer. Ændringerne i en sygdoms natur er således et andet eksempel: En patient med vedvarende høj feber, på grund af en akut infektionssygdom, kan pludselig udvikle et fald i kropstemperatur og bleghed med kolde ekstremiteter, sideløbende med en svag og hurtig puls (septisk shock). Dette kan tages som et udtryk for, at sygdommen har ændret karakter fra Yang til Yin. I den traditionelle kinesiske medicin vil det betyde en tilsvarende ændring af behandlingsstrategien.
Yin og Yang er begreber, der er i evig forvandling. Yin og Yang filosofien er således et godt alternativ til den vestlige tænkning, som i visse situationer kan være meget kategorisk. Yin Yang filosofien kunne kaldes systemisk fremfor kategorisk. Eksempler på kategorisk tænkning i vestlig medicin er opdelingen i psyke og soma (= sjæl og legeme). Klassisk kinesisk medicin tænker derimod psyke og soma som et system, der er dynamisk forbundet med hinanden – på samme måde som Yin og Yang er det.
Vestlig medicin har et stort fokus på tal, grafer og output. I stedet for at se patienten som et individ med særlige behov og relationer til omgivelserne, bliver der fokuseret på kategoriske diagnoser. Enten er ens laboratorie-prøver normale, eller også er de unormale. Klassisk kinesisk medicin tænker derimod mennesket som værende forbundet med omgivelserne – og i udveksling med naturen. Det betyder, at diagnoserne er mere helhedsorienterede, mere systemiske.
I vestlig medicin forstås sygdom ofte ved hjælp af kategorier, fx. diagnoser. I TCM er der mulighed for, at se sygdommen i en større og mere systemisk sammenhæng.
Læs også
系统思维 (Xìtǒng sīwéi – systemisk tænkning)
Spørgsmål om kategorisk versus systemisk tænkning
Hvad er forskellen på kategorisk og systemisk tænkning?
Kategorisk tænkning opdeler i adskilte kasser, fx psyke og soma, eller normale/unormale prøvesvar. Systemisk tænkning ser tingene som dynamisk forbundne dele af et hele – som Yin og Yang.
Hvad er et eksempel på, at en sygdom skifter karakter fra Yang til Yin?
En patient med vedvarende høj feber (Yang), der pludselig udvikler fald i kropstemperatur, bleghed og kolde ekstremiteter (septisk shock) – et skifte fra Yang til Yin.
Hvorfor kritiseres vestlig medicin for at være kategorisk?
Fordi den har stort fokus på tal, grafer og output, og fokuserer på kategoriske diagnoser fremfor at se patienten som forbundet med og i udveksling med sine omgivelser.
