Konfucianismen

Konfucianismen

Skrevet af Kjeld Bruun-Jensen, akupunktør, læge, phd.

儒家

Kort fortalt: Konfucianismen blev udviklet af vismanden Konfucius (Kong Fuzi), og er en pligtens og moralens ideologi frem for en lære om guder. Konfucianismens fokus på etik og afvisning af overtro skabte gunstige betingelser for TCMs udvikling, og konfucianismens idé om kroppens ukrænkelighed er en del af forklaringen på, at TCM ikke omfatter kirurgi.

Konfucianismen blev udviklet af vismanden Konfucius, også kaldet Kong Fuzi, som levede fra 551-479 f.Kr. Konfucianismen er ikke en lære om guder eller livet efter døden, men i stedet en form for morallære. Denne ideologi har haft stor betydning for at udvikle og organisere det gamle Kina. På den måde har den også haft betydning for udvikling, strukturering og organisering af TCM. Konfucius’s nedenstående definition af en “ædel mand” understreger, at konfucianismen har fokus på etik og moral.

“Mester Kong (Kong Fuzi) sagde: Den ‘ædle mand’ (junzi) har ni forholdsregler. Med sit syn er han bevidst om at se klart. I sin hørelse er han opmærksom på at høre skarpt. I sin fremtoning lægger han vægt på at være venlig. I manerer optræder han respektfuldt. I sine ord er han loyal (zhong). I sit arbejde er han omhyggelig. Når han er i tvivl, er han omhyggelig med at skaffe oplysninger. Når han er vred, passer han på konsekvenserne. Og når han ser sin chance til at opnå noget, overvejer han omhyggeligt, om det kan være i overensstemmelse med, hvad der er ret (Yi).”

(Klaus Bo Nielsen, Kinesisk religion og livsanskuelse, Aarhus Universitetsforlag 2012)

En af konfucianismens vigtige betydninger for TCM er dens rationelle tilgang og dermed afvisning af overtro. Dette skabte et gunstigt socialt miljø for TCMs udvikling, især i forhold til dokumentation og indsamling af erfaringer. Desuden blev det at praktisere medicin set som et moralsk og etisk anliggende. TCM lægen havde høj status, og interessen for en medicinsk karriere var stor i de tider, hvor konfucianismen herskede.

En succesfuld karriere og høj social status i samfundet betød, at man enten var en kvalificeret embedsmand eller en dygtig TCM læge. Disse mekanismer har ført til en høj samfundsmæssig prioritering af TCM lægens virke, hvilket gav optimale betingelser for et fagområdes udvikling.

Et andet interessant aspekt i forhold til TCM er, at konfucianismen anså kroppen for hellig og urørlig, og dermed argumenterede for dens renhed og bevarelse.

Det førte til en fordømmelse af anatomiske studier og kirurgiske indgreb. I stedet opstod TCMs forskellige “noninvasive” metoder, herunder akupunkturen. Man fristes næsten til at sige, at konfucianismen også har skabt et grundlag for at tænke forebyggende i TCM.

Konfucianske teorier om moral og etik, med “godhed” som kernen, tjente som “grundtoner” i TCM. Kong Fuzi’s etik blev på en måde til en parallel til Hippokrates, som anses som ophavsmanden til lægeløftet eller den Hippokratiske ed. Konfucianismens synspunkter om velvilje, materielle interesser, godt og ondt, godhjertethed og karakterdyrkning blev alle fremtrædende positioner i TCMs etik. TCM og konfucianismen deler således fælles mål. Med indflydelse fra den konfucianske tænkning og kultur opstod et højt udviklet medicinsk system med en stærk medicinsk etik. Konfucianismens principper indgik således som en parallel til den Hippokratiske ed, i form af et regelsæt, som TCM lægen skulle følge: at lægge stor vægt på livets værdi, at gøre sit bedste for at redde døende og helbrede sårede, at vise omsorg over for dem, der lider af sygdomme, at praktisere medicin med ærlighed, at studere medicinske færdigheder møjsommeligt, at modsætte sig en skødesløs arbejdsstil, at fremstå på en værdig måde, at respektere lokale skikke og være høflig, at behandle patienter, rige som fattige, ligeværdigt, samt at respektere andres akademiske resultater.

Konfucianismen er en pligtens og moralens ideologi.

Konfucianismens ideer om, at kroppen er hellig og urørlig, er en af forklaringerne på, at anatomiske studier og kirurgi ikke er en del af TCM.

TCM’s “lægeløfte”.

儒家 (Rújiā – konfucianisme)

Spørgsmål om konfucianismen og dens betydning for TCM

Hvem grundlagde konfucianismen?

Vismanden Konfucius, også kaldet Kong Fuzi, som levede 551-479 f.Kr.


Hvorfor betegnes konfucianismen som en pligtens og moralens ideologi?

Fordi den ikke er en lære om guder eller livet efter døden, men i stedet en morallære med fokus på etik, pligt og den “ædle mands” forholdsregler.


Hvorfor omfatter TCM ikke kirurgi og anatomiske studier?

En del af forklaringen er konfucianismens idé om, at kroppen er hellig og urørlig, hvilket førte til en fordømmelse af anatomiske studier og kirurgiske indgreb – og i stedet fremmede TCMs noninvasive metoder, herunder akupunkturen.