Kort fortalt: Vestlig kultur er præget af en splittet sygdomsopfattelse, hvor krop og sjæl behandles hver for sig – en arv fra filosoffen Descartes’ dualisme. TCM adskiller sig ved at forbinde krop og sjæl gennem Yin og Yang, hvor selv organernes fysiske funktioner (som Leverens Hun) har en iboende psykisk/sjælelig side.

Hver kultur har sit eget sprog. På samme vis har hver kultur sit sygdomsmønster. I sygdomsmønsteret kan man aflæse kulturelle, samfundsmæssige og sociale forhold etc. Sygdom bliver på den måde et „spejl”, hvori en kulturs sygdomsbelastende sider kan aflæses. To yderpunkter kunne være:

• De rige lande med velfærdssygdomme som diabetes og åreforkalkning.
• Udviklingslande, hvor alvorlige infektionssygdomme og underernæring tegner billedet.

Kigger vi i det „spejl”, der repræsenterer vor egen kultur, altså den vestlige verden, vil vi udover velfærdssygdomme, opdage et andet væsentligt problem. Problemet består i en splittet sygdomsopfattelse, hvor ét billede repræsenterer kroppen, imens det andet repræsenterer sjæl og ånd. Denne opdeling er gjort så grundigt, at samfundets behandlingstilbud har en tendens til enten at være af fysisk/somatisk karakter eller af sjælelig/psykologisk karakter.

Opdelingen i sjæl og legeme etableres med den franske filosof René Descartes (1596-1650). Han gentænker den såkaldte dualisme, som oprindeligt stammer fra Platon. Dualisme er det filosofiske standpunkt, at alt i verden er inddelt i to grundlæggende forskellige dele. Descartes siger, at alt, hvad der er skabt af Gud, tilhører en af to substanser, nemlig den tænkende substans eller den udstrakte substans. Hvis vi overfører dette til det enkelte menneske, så tilhører mennesket begge substanser. Med sin sjæl tilhører det den tænkende substans, og med sit legeme tilhører det den udstrakte substans. Mennesket er i Descartes’ tænkning således opdelt i sjæl og legeme. Men hvordan kan sjælen påvirke legemet, og hvordan kan legemet påvirke sjælen? Dette spørgsmål er fortsat ubesvaret i vestlig tænkning, hvilket fører til, at det er svært at føre sjæl og legeme sammen, fx i vores moderne vestlige medicin.

Men de fleste sygdomme har en sammensat oprindelse, dvs. at de tager udgangspunkt i både somatiske, sociale og psykologiske faktorer. Da det tværfaglige samarbejde imellem f.eks. somatiske og psykologiske behandlingstilbud, kan være begrænset, må det nødvendigvis medføre at behandlingen af folks sygdomme kan blive utilstrækkelig. Hvis patienten søger læge, vil denne typisk tage hånd om det somatiske/fysiske – men kun i begrænset omfang rette fokus mod sociale og ikke mindst psykologiske sider af sygdommen. Søger patienten hjælp hos psykolog, præst, healer etc., bliver der måske taget god hånd om de psykologiske og åndelige indfaldsvinkler til sygdommen, imens de somatiske perspektiver måske undervurderes og tilsidesættes.

Den ovenstående problematik kan føre til dårlige oplevelser med sundhedsvæsenet, alene fordi sygdomsopfattelsen hos patient og behandler er forskellig. En ny sygdomsopfattelse vil med fordel kunne lade sig inspirere af TCMs holistiske tænkning. Jævnfør Daoismen, kan sygdomme helbredes ved genoprettelse af balancen imellem yin og yang.

I vort samfund har vi adskilt yin og yang, der bl.a. kan symbolisere legeme og sjæl. Men hvor legeme og sjæl er 2 væsensforskellige ikke sammenlignelige størrelser, er yin og yang mere end det. De er gensidigt afhængige, de kontrollerer og fortrænger hinanden, samt bytter plads, så den ene bliver afløst af den anden og omvendt.

De gamle kinesere havde ingen skabende Gud i deres tankegang. De anså mennesket som et resultat af universets skabende urkraft, benævnt Dao. Dao opfattes af kineserne som en vedvarende dynamisk kraft. Denne kraft er opdelt i to modsat rettede, men samarbejdende kræfter, benævnt yin og yang.

Viser den klassiske illustration af yin og yang. Den mørke del illustrerer yin, og den lyse yang. I det lyse felt finder vi en mørk ring, og omvendt i det mørke felt en lys ring. Dette er et symbol på, at ingen af de to kræfter kan eksistere alene.

I TCM har organerne selvfølgelig nogle fysiske funktioner. F.eks. oplagrer Leveren blodet og, den bevæger Qi. Udover det, har organerne også iboende psykiske funktioner. F.eks. har Leveren en sjælelig side, som kaldes Hun. Denne Hun, eller sjælelige funktion i Leveren, relaterer til det at lægge strategier, have visioner, idéer om fremtiden, men også til at reagere med vrede og frustration, når det ikke lykkedes. Det at være beslutningsdygtig – det at føre idéer ud i livet, knytter således an til Leverens Hun. Perspektiver af mental karakter hører altså hjemme i organerne ifølge TCM.