Ydre Vind og Vind-Kulde
Skrevet af Kjeld Bruun-Jensen, akupunktør, læge, phd.
风寒
Kort fortalt: Yang-meridianerne ligger yderst og rammes derfor først af ydre Vind – især TaiYang meridianerne, som forstærkes af Vindens “spydspids-effekt”. Vind-Kulde giver de centrale symptomer kuldefornemmelse, nys, hoste og løbende næse med klart sekret.
Yang meridianerne er mest yderligt placeret, hvorfor de vil rammes først af et ydre patogen. TaiYang meridianerne, det vil sige Tyndtarms- og Urinblæremeridianen er især følsomme for Kulde, som jo forstærkes af Vindens “spydspids-effekt”. Smerte og stivhed langs disse to meridianers forløb i nakke og på ryg er typisk, hvis man har været udsat for vind, især hvis vinden har ført til afkøling.
Ydre Vind er en stærk patogen faktor. Som tidligere nævnt udfordrer den især Lungernes forsvars Qi. Når det sker, er symptombilledet kuldeskærhed, feber, stivhed i nakke/ryg og hovedpine. Vinden har det med at trække andre patogener med sig ind i kroppen. Typisk ser vi Vind kombineret med Kulde, Varme og Fugt. Men Vind kan også føre Tørhed ind i kroppen. Det sidste giver god mening, da vind selvfølgelig kan udtørre. Ydre Vind kan slå sig ned i Yang meridianerne, men også i led. Det fører til stive led med springende ledsmerter. Smerterne kan altså vandre fra led til led, og derved udvise vindens natur. En ydre patogen faktor, der slår sig ned i muskler, sener, led eller meridianer, svarer til et Bi-syndrom – også benævnt et smertefuldt stagnationssyndrom.
Når Vind påvirker Galdeblære og Lever: Ydre Vind vil kunne påvirke Lever meridianens partner, hvilket giver ømhed og smerter langs Galdeblære meridianens forløb henover skulder og nakke. Punktet GB20 vil kunne udtømme Vind fra dette område. Såfremt den ydre Vind søger i dybden til organniveau, vil den især påvirke Leveren. Personer der i forvejen har en ubalance i Leveren vil være tilbøjelige til at udvikle Leversymptomer, når de udsættes for vind. Det er derfor ikke ualmindeligt, at folk oplever svimmelhed, hovedpine eller migræne, når de udsættes for blæsevejr. Svimmelhed, hovedpine og/eller migræne er typisk et produkt af opadstigende Lever Yang, som udvikles når Lever Qi mister sit flow (=stagnation). Er man særligt Leverfølsom, vil en dag med meget vind kunne føre til mental påvirkning, med tendens til vrede og aggression, som følge af vejrsituationen.

Figur GB 20 er et oplagt punkt, når man vil udtømme Vind fra hovedet.
Vind kombineret med andre patogener: Vind danner typisk par med Kulde, Varme eller Fugt. Vi vil derfor i det følgende se på ubalance mønstrene Vind-Kulde, Vind-Varme og Vind-Fugt. Det vil typisk være mønstre, der knytter sig til lunger og luftveje. Forkølelse, influenza, hoste, astma, allergi og bihulebetændelse er eksempler.
Vind-Kulde: De centrale symptomer er kuldefornemmelse, nys og hoste samt løbende næse. Sekretet fra næsen er vandigt og klart. Der kan også optræde feber. Så længe der er tale om en Kulde, er tungens farve uændret og belægningen er hvid. Som nævnt er hoste og nys et udtryk for rebelsk Lunge Qi. Kuldeskærheden kommer til start, fordi Wei Qi udfordres og forbruges, hvilket fører til, at den ikke kan varme huden. Når der efter noget tid også kan komme feber eller varmefornemmelse, er det fordi den stillestående Qi i Cou Li ophobes. Energi eller Qi der ophobes skaber således Varme. Skiftet til Varme kan også være et udtryk for, at patogenet er på vej i dybden, hvor Varmen opstår som produkt af kampen mellem opret Qi og patogen Qi.
Såfremt invasion af Kulde fører til astma, er forklaringen, at Lungernes sænkende eller nedadrettede Qi vender sig. Når det sker blokeres Lunge Qi, hvilket fører til, at den stagnerer og ophobes i brystkassen. Denne tilstand blokerer Lungens funktion og fører til astma. En anden mekanisme der kan forklare astma er Nyre Yang Xu. Er Nyre Yang svag, kan den ikke gribe den nedadrettede Lunge Qi (Zong Qi). Det kan føre til at Lunge Qi (Zong Qi) hober sig op i brystet og blokerer Lungefunktionen.
Såfremt Vind-Kulde fører til allergi eller høfeber, er forklaringen følgende: Lungerne har også til opgave at sprede væske. Hvis Lungens Qi bliver rebelsk, kan de stagnerede kropsvæsker blive ført op til øjne og næse og her give høfeber symptomer med sekretion. Dertil kommer kløe, som skyldes Vinden i sig selv. Såfremt Vind-Kulde fører til bihulebetændelse, er forklaringen følgende: Hvis Lungens fordeling og spredning af kropsvæske går i stå, som følge af kampen mellem patogen og Wei Qi, kan kropsvæskerne blive rebelske og blive ført op til næse og bihuler. Kombineret med, at Wei Qi er stagneret og hæmmet, fører det til stagnation af væske i bihulerne.
Smerte og stivhed langs TaiYang, kan skyldes invasion af Vind-Kulde.
Bi-syndrom er det samme som smertefuldt stagnationssyndrom.
Punktet GB20 bærer det kinesiske navn Fengshi, som betyder “Vindport”.
Når kuldefornemmelsen afløses af varme, er der to forklaringer: 1. Varme som produkt af stillestående Qi, der ophobes i Cou Li. 2. Varme som produkt af kampen mellem opret Qi og patogen Qi.
Læs også
风寒 (Fēng hán – vind-kulde)
Spørgsmål om ydre vind og vind-kulde
Hvorfor er TaiYang meridianerne særligt følsomme for Vind-Kulde?
Fordi Yang-meridianerne ligger mest yderligt placeret og derfor rammes først af ydre patogener, og fordi Kulde forstærkes af Vindens “spydspids-effekt”.
Hvilke symptomer kendetegner Vind-Kulde?
Kuldefornemmelse, nys, hoste og løbende næse med vandigt/klart sekret, uændret tungefarve med hvid belægning, evt. feber.
Hvilke to mekanismer kan forklare astma i forbindelse med invasion af Kulde?
At Lungernes nedadrettede Qi vender sig og blokerer i brystkassen, eller at en svag Nyre Yang ikke kan gribe den nedadrettede Lunge Qi (Zong Qi), så den hober sig op og blokerer Lungefunktionen.
