Vind: Naturens spydspids

Vind: Naturens spydspids

Skrevet af Kjeld Bruun-Jensen, akupunktør, læge, phd.

风

Kort fortalt: Vinden er en meget Yang form for patogen Qi, og opfører sig som den gør i naturen: pludselig, hurtigt skiftende og vandrende. Vind er i resonans med JueYin – Lever og Perikardium – og er også farlig for Lungerne, som er kroppens mest følsomme forsvarslinje mod netop Vind.

Vinden er en meget Yang form for patogen Qi. Derfor har den tendens til at skade både Yin og Blod. I klassisk kinesisk medicin siger man, at Vinden har det med, at påvirke træets top først. Med det menes, at Vind især påvirker hovedet og kroppens øverste dele. Vind relaterer da også til træfasen eller Leveren. En indre Vind forbinder sig altid til en Lever ubalance. Og en ydre Vind, der søger i dybden, rammer ofte Leveren.

Som patogen faktor opfører Vinden sig netop som den gør i naturen: Den kommer pludseligt, ændrer sig hurtigt, den blæser i stød – dvs. kommer og går. Sygdomme, der har denne karakter, er f.eks. hudsygdomme som nældefeber. Men kløe, tics og kramper er også eksempler. Følelsesløshed med snurren og prikken samt sitren og rysten (tremor) er ligeledes Vindsymptomer. En klassisk sætning i kinesisk medicin siger: kraftig vind kan føre til pludselig stivhed.

Vind: Naturens spydspids

Figur. Vind har det med at påvirke træets top først. En metafor for, at Vind især påvirker hoved og kroppens øverste dele.

Med dette menes, at en kraftig vind kan give alt fra stivhed i nakken til lammelse. Træk kan give hold i nakken. En invasion af Vind i ansigtets meridianer kan give en perifer ansigtslammelse (facialisparese). Men mest voldsom er dog Vindstroke, som finder sin parallel i stroke, dvs. en blodprop i hjernen, eller en hjerneblødning, med halvsidig lammelse som konsekvens. Skal man sammenligne sidstnævnte med vind i naturen, er det en orkan, hvor træer og bygninger væltes og ødelægges. Vinden som patogen er således som naturens vind. Det vil sige mobil, svingende og akut, vel at mærke på en skala, der går fra en let sitren til et voldsomt og alt-ødelæggende akut symptom, som det ses ved Vindstroke. Vind er også udadgående og har derved en spredende dynamik, hvilket gør Vind til den stærkeste klimatiske faktor set i forhold til forsvars Qi. Vinden fører ofte de andre typer af patogen Qi med sig ind i kroppen. Vinden kaldes således for spydspidsen i kinesisk medicin. Dvs. at Vinden er den patogene faktor der fører an og bryder overfladen, for derved at trække de andre patogener med ind.

Vinden er i resonans med JueYin. Det vil sige at især Lever- og Perikardium-meridianerne er følsomme overfor Vind.

Vind: Naturens spydspids

Figur. Vinden er i resonans med JueYin. Det vil sige at især Lever- og Perikardium-meridianerne er følsomme overfor Vind.

Lungerne er også følsomme for ydre Vind. Ydre Vind som angriber kroppen vil typisk først ramme Lungernes forsvars Qi. Det sker ofte som Vind-Kulde eller Vind-Varme. Lungernes tilknyttede sanseorgan er næsen, og typisk vil invasionen søge mod næsens slimhinde først. Her invaderes Cou Li, hvilket finder sin parallel i en almindelig forkølelse. Når ydre Vind udfordrer Lungerne, er det også fordi, at Lungernes primære opgaver er at sprede Wei Qi og styre huden. Både hud og Wei Qi forbinder sig til Cou Li. Når der er Vind i Cou Li, så udfordres Wei Qi og dermed Lungerne. Lunge Qi bliver derved belastet, og i stedet for at være nedadrettet og/eller spredende, vender Lunge Qi og bliver rebelsk. Det betyder at Lunge Qi og væske søger opefter i luftvejene, hvilket kommer til udtryk som hoste, nys og løbende næse.

Den mest voldsomme Vind-sygdom er Vindstroke, som finder sin parallel i stroke, dvs. en blodprop i hjernen, eller en hjerneblødning, med halvsidig lammelse som konsekvens.

Vinden er i resonans med JueYin. Det vil sige at især Lever- og Perikardium-meridianerne er følsomme overfor Vind.

风 (Fēng – vind)

Spørgsmål om vind: naturens spydspids

Hvorfor kaldes Vind for de klimatiske faktorers spydspids?

Fordi Vind er den mest udadgående og spredende klimatiske faktor, som fører an og bryder kroppens overflade, og derved ofte trækker andre patogener med sig ind.


Hvilke meridianer er særligt følsomme for Vind?

JueYin-meridianerne – Lever og Perikardium – da Vind er i resonans med JueYin.


Hvorfor rammer ydre Vind ofte Lungerne først?

Fordi Lungernes opgave er at sprede Wei Qi og styre huden, som begge forbinder sig til Cou Li – når Vind udfordrer Cou Li, bliver Lunge Qi belastet og “rebelsk”, hvilket giver hoste, nys og løbende næse.