Nåleteknikkens variable

Nåleteknikkens variable

Skrevet af Kjeld Bruun-Jensen, akupunktør, læge, phd.

手法

Kort fortalt: En akupunkturbehandling kan justeres på flere variable – stikretning, antal nåle, behandlingstid, nålestimulation, nålelængde, nåletykkelse, og valget mellem en- og tosidig behandling.

Stikretningen kan varieres. De tre basisvinkler er vinkelret, skråt, og fladt/parallelt med overfladen, dvs. 90, 45 og 15 grader på huden. På thorax er stikretningen i alle punkter enten skrå eller parallel med overfladen.

Nåleteknikkens variable ved akupunktur

Figur. De 3 basisvinkler er vinkelret, skråt, fladt/parallelt. Dvs. 90, 45 og 15 grader set i forhold til hudens overflade.

Nåleteknikkens variable

Figur. På thorax er stikretningen i alle punkter enten skrå eller parallel med overfladen.

Antal nåle kan varieres. Typisk gives op til 16 nåle, og i enkelte tilfælde op til 20 (punkter der behandles bilateralt tæller for to nåle). Særlige grupper kræver en reduktion i antal nåle. Det kan være strong reactors, svækkede patienter, børn og patienter med nåleangst og/eller relative kontraindikationer. Ved kosmetisk akupunktur er antallet af nåle meget større.

Behandlingstiden kan varieres. Normalt sidder nålene i punkterne i 10-30 min. Det mest almindelige er 20 min. Særlige grupper kræver en reduktion i behandlingstiden. Er patienten meget stresset og anspændt, kan man med fordel øge behandlingstiden til 30-40 min.

Nålestimulationen kan varieres. Der findes en række grundlæggende typer af nålestimulation: rotation, hæve/sænke lodret, og hæve/sænke og ændre vinkel. Især de to sidste bør begrænses på thorax og andre steder med anatomisk følsomhed. Endelig kan el-stimulation og opvarmning af nålene med moxa anvendes.

Nålelængden kan varieres. Normalt anvendes nåle fra 13/15-60 mm. Særlige grupper kræver de korte nåle. Nålen på 13-15 mm anvendes på thorax og i ansigtet, og hos mindre personer også ved håndleddet samt på hænder og fødder. 50-60 mm-nålene anvendes, hvor det er anatomisk sikkert, og hvor der er meget muskulatur – fx baller, lår og læg. 25-40 mm nåle anvendes alle andre steder, afhængigt af kropsstørrelse og -fylde. Vælg aldrig en lang nål til et punkt med lille stikdybde, da det øger risikoen for, at nålen ved en fejl går for dybt. Stikkes en 15 mm nål skråt med en 45 graders vinkel, når den kun 10,6 mm i dybden, jf. pytagoras-ligningen. Ifølge undersøgelser er den mindste vægtykkelse på thorax netop omkring 11 mm.

Nåletykkelsen kan varieres. Vælg altid en tykkere og dermed mere stiv nål, når du vil være sikker på at kunne styre stikretningen. Går man bare fra en 0,25 mm til en 0,30 mm nål, øges skærets metalmængde med 43 %. Det giver en markant stivere og stærkere nål, som tåler el-stimulation bedre, og som stimulerer akupunkturpunktet mere pga. det større volumen. Man bør ikke anvende nåle, der er under 0,18 mm tykke, på grund af risikoen for, at nålen knækker. Særlige grupper kræver anvendelse af tyndere nåle.

Beregning af en akupunkturnåls fylde

Figur. Går man bare fra en 0,25 mm til en 0,30 mm nål, øges skærets metalmængde med 43 %.

Der kan stikkes unilateralt eller bilateralt. Generelt stikkes der unilateralt langs involverede meridianer ved lokale problemer, fx når en tennisalbue behandles. I det omfang sygdommen er betinget af en organ-ubalance eller anden dyb ubalance, behandles der bilateralt. Det samme gælder ved anvendelsen af punkter med special virkning. Vil man således styrke Qi, stikkes ST36 bilateralt, vil man udtømme Vind, stikkes GB20 bilateralt osv. Særlige grupper kræver en “mindre dosis” akupunktur. “Dosis” kan også reduceres ved kun at stikke unilateralt, og så eventuelt veksle side fra session til session.

Man kan stikke med eller uden indføringshylster. Fordelen ved indføringshylster er, at man kan accelerere indstikkets første par millimeter, hvilket kan reducere “smerte”-oplevelsen. Desuden reducerer indføringshylsteret risikoen for, at man rører ved nålens skær og dermed forurener det. Ulemperne er, at man kan miste følingen med punktet, og at det kan være vanskeligt at vinkle sit indstik med et indføringshylster, især det flade/parallelle indstik, som fx anbefales på thorax. Uden hylster giver almindelige nåle mulighed for, at man palperer punktet og får indtryk af det væv man stikker i, og med den frie hånd kan man manipulere indstiksområdet og derved øge sikkerheden ved at løfte en fold, dække over et følsomt område, eller rulle/trække en vene til side.

Nåleteknikkens variable

Figur. Indføringshylster.

Ved akupunktur på thorax, kan en reduktion i antallet af nåle, nålelængde (13-15 mm), nålestimulation og nålevinkel (=fladt), nedsætte risikoen for pneumothorax. Ved kun at behandle unilateralt, kan risikoen for dobbeltsidig pneumothorax udelukkes. Dette kan kombineres med viden om variationen i thoraxvæggens tykkelse, for derved at begrænse risikoen yderligere.

Stikretning.

Antal nåle.

Behandlingstid. Nålestimulation. Nålelængde.

Vælg aldrig en lang nål til et punkt med lille stikdybde. Det øger risikoen for, at nålen ved en fejl går for dybt.

Nåletykkelse. Ingen nåle under 0,18 mm.

Unilateralt vs. bilateralt. Akupunktur “dosis”.

Indføringshylster.

手法 (Shǒufǎ – teknik og håndelag)

Spørgsmål om nåleteknikkens variable ved akupunktur

Hvad er de tre basisvinkler for stikretning?

Vinkelret (90 grader), skråt (45 grader), og fladt/parallelt med overfladen (15 grader).


Hvor mange nåle gives der typisk ved en behandling?

Typisk op til 16 nåle, og i enkelte tilfælde op til 20, hvor punkter der behandles bilateralt tæller for to nåle. Ved kosmetisk akupunktur er antallet dog meget større.


Hvorfor bør man aldrig vælge en lang nål til et punkt med lille stikdybde?

Fordi det øger risikoen for, at nålen ved en fejl går for dybt ind i vævet, hvilket kan ramme strukturer som fx lungehinden på thorax.